Vindkraft kunne have været billigere

Direktør for Danmarks Vindmølleforening, Asbjørn Bjerre (AB), har i et indlæg d. 4. juni kritiseret analyser af dansk miljø- og energipolitik i den seneste vismandsrapport. AB mener, at vore beregninger bygger på regulære fejl og problematiske valg af forudsætninger, som er til ugunst for rentabiliteten af vindmøller.

Vi vil klart afvise påstanden om fejl og problematiske forudsætninger, og argumenterer i det følgende for beregningernes lødighed. Vi vil dog gerne indledningsvis slå fast, at vores overordnede formål har været at udstikke retningslinjer for, hvordan samfundsøkonomien i miljø- og energipolitiske tiltag, herunder vindmølleudbygningen, kan vurderes. Det er ikke værdien af miljøsektoren som sådan, vi forholder os til, men den samfundsøkonomiske værdi af tilskud til og regulering af sektoren. Den metode, vi anbefaler, benævnes cost-benefit-analyse. Vi mener, at sådanne analyser har en klar berettigelse ved prioriteringer i miljø- og energipolitikken og på andre områder. Historisk er cost-benefit-analyser blevet brugt i for ringe grad, og beslutningsgrundlaget har derfor ikke været baseret på systematiske analyser.

Vores analyser adskiller sig på følgende punkter fra en række andre beregninger af samfundsøkonomien ved el-produktion: Vi tager for det første højde for, at der er samfundsøkonomiske omkostninger knyttet til at skaffe et offentligt provenu til eksempelvis produktionstilskud til vindmøller ved indkomstskatter. Disse omkostninger skyldes bl.a., at indkomstskatter mindsker arbejdsudbuddet. Dette forhold er almindeligt anerkendt. Herved bliver de samfundsøkonomiske omkostninger ved tilskud til eksempelvis vindmøller alt andet lige større end det direkte støttebeløb. For det andet tager vi højde for, at den fossile elproduktion, der fortrænges af vindmølleel, i et vist omfang er røgrenset. Herved bliver miljøfordelen ved vindmølleel alt andet lige mindre, end hvis man alterrnativt antager, at den elproduktion, der fortrænges, overhovedet ikke er røgrenset. I en tværministeriel rapport fra 2001 antages netop, at den elproduktion, der fortrænges, ikke er røgrenset. Vi mener, at vores antagelse er mere retvisende.

Det tredje forhold, som AB er kritisk over for, er, at vi antager, at vindmøllestrøm produceret i 90’erne er overskudsstrøm. Det er rigtigt, som AB anfører, at årsagen hertil bl.a. er udbygningen af kulkraftværker, som blev besluttet i starten af 90’erne. Det er imidlertid værd at være opmærksom på, at de historiske vindmøller, vi regner på, for størstedelens vedkommende er opstillet efter den politiske beslutning om at udbygge med kulkraft. Det er ikke sagt for at retfærdiggøre denne beslutning, men vindmølleudbygningen i 90’erne får som følge heraf en mindre samfundsmæssig værdi.

AB undrer sig over en påstået modstrid i vismandsrapporten mellem vurderingen af de historiske vindmøller som “underskudsgivende” og nutidens vindmøller som “samfundsøkonomisk rentable”. AB fremfører, at fortidens vindmøllesatsning er forudsætningen for det nuværende teknologiske stade, og derfor er rapportens vurdering af fortiden indsats for negativ. Det er korrekt, at fortidens satsning har haft positiv indflydelse på den nuværende generation af vindmøller. Pointen i vismandsrapporten er, at produktionstilskuddet til at drive vindmøller kun har givet erhvervsøkonomiske fordele svarende til 2 mia. kr., mens udgiften for samfundet har været 5 mia. kr. Det offentlige tilskud til forskning og udvikling af vindmøller har til gengæld været en god forretning for samfundet. Så hvis man kunne omgøre 90’ernes satsning på vindmøller, skulle man have brugt færre offentlige midler på produktionstilskud og flere penge på forskning og udvikling.

Som bekendt står historien ikke til at omgøre. Men det er håbet, at vore beregninger og de principper for samfundsøkonomiske analyser, som vi slår til lyd for, kan medvirke til, at fremtidens miljø- og energipolitik i højere grad bliver underkastet systematiske vurderinger, end det historisk har været tilfældet.

Læs den seneste vismandsrapport Dansk Økonomi, forår 2002.