Udgiftslofter

Udgiftslofter sætter en grænse for, hvor mange penge, der må bruges på drifts- og serviceudgifterne i kommuner, regioner og staten samt på de statslige udgifter til indkomstoverførsler til husholdninger. Grænsen er fastsat ved lov. 

Et væsentligt formål med udgiftslofterne er at gøre de udgiftspolitiske prioriteringer tydelige. Indførelsen af lovbestemte udgiftslofter kan ses som en reaktion på, at det op igennem 00’erne snarere var reglen end undtagelsen, at udgifterne blev større end planlagt. De systematiske udgiftsskred var også en væsentlig del af baggrunden for, at der med budgetloven er indført permanente sanktioner overfor kommuner og regioner, hvis de politiske aftaler og budgetter ikke blev overholdt.

Fastsættelse af udgiftslofterne

Udgiftslofter fastsættes for en fireårig periode, men de kan efterfølgende justeres løbende - eksempelvis som følge af politiske aftaler. Lofterne skal være fastsat i overensstemmelse med de mellemfristede mål for de offentlige finanser, herunder budgetlovens underskudsgrænse for den strukturelle saldo på 1 pct. af BNP.

Lofterne fastsættes i forbindelse med fremlæggelsen af finansloven, idet der hvert år tages et nyt år ind i den fireårige planlægningsperiode.  Lofterne fastsættes i reale termer, og bliver årligt reguleret op med løn- og prisstigningerne (såkaldt P/L-regulering).

Der er fem lofter:

• Et for de kommunale driftsudgifter
• To for de regionale driftsudgifter (et for sundhed og et for udviklingsopgaver)
• Et for statslige driftsudgifter
• Et for de statslige udgifter til indkomstoverførsler (ekskl. udgifter til ledighedsrelaterede udgifter).

Udgiftslofterne sætter en ramme for størstedelen af de offentlige udgifter til forbrug og ikke-ledighedsrelaterede indkomstoverførsler samt udviklingsbistand og andre overførsler til udlandet. Udgifter til offentlige investeringer, renteudgifter samt ledighedsrelaterede udgifter er ikke omfattet af udgiftslofterne.