Vismandsrapport

Dansk Økonomi, efterår 2023

Efterårsrapporten fra Det Økonomiske Råds formandskab indeholder fem kapitler.

Kapitel I og II  indeholder formandskabets vurderinger af aktuelle økonomiske problemstillinger samt en vurdering af de økonomiske udsigter frem mod 2030. Trods svag vækst i dansk økonomi ekskl. medicinalindustrien er presset på arbejdsmarkedet højt. Selvom inflationen er aftagende vurderes det underliggende prispres at være betydeligt, og finanspolitikken bør blandt andet derfor bidrage til at reducere kapacitetspresset, snarere end at øge det. 

Kapitel III præsenterer en beregning af den finanspolitiske holdbarhed. Finanspolitikken er med en holdbarhedsindikator på 0,3 pct. af BNP holdbar. Siden beregningen i Dansk Økonomi, efterår 2022, er holdbarheden forværret med 0,7 pct.point,  hvilket ikke mindst skyldes, at det er besluttet at hæve niveauet for de offentlige forbrugsudgifter. Forringelse er altså udtryk for en politisk prioritering, ikke realøkonomisk forandring.

Kapitel IV har fokus på reguleringen af lejeboligmarkedet. Huslejereguleringen indebærer forskellige former for effektivitetstab. Analyser i kapitlet peger også på, at reguleringen indebærer en omfordeling af forbrugsmuligheder, men reguleringen tilgodeser dermed ikke lejere med lav indkomst særlig præcist.

Kapitel V ser nærmere på tidlige sundhedsindsatser, og konkret bringes en analyse af de langsigtede effekter af retten til vederlagsfri børnetandpleje. Analysen kan ikke finde signifikante effekter på eksempelvis forbrug af sundhedsydelser eller arbejdsmarkedstilknytning som voksen. Usikkerheden på resultaterne er dog betydelig, og det kan ikke afvises, at der har været effekter, som blot ikke afsløres i analysen.