Bør rederier og søfolk ikke betale skat?

Danske rederier og deres ansatte har skattevilkår, der er helt forskellige fra andre danske erhverv og deres ansatte – de betaler nemlig stort set ikke skat. Men beskatningen svarer til vilkårene for rederierne og deres ansatte i stort set alle EU-lande samt Norge og USA.

I Danmark betaler rederierne en tonnageskat, der er en slags vægtafgift på den tonnage, som et rederi disponerer over. Satsen er imidlertid meget lav – i 2004 betalte danske rederier kun 57 mio. kr. i skat ud af en samlet indtjening på et stykke over 15 mia. kr. Danske søfolk har siden oprettelsen af Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) i 1988 været fritaget for at betaleindkomstskat. Skattefritagelsen er til fordel for både lønmodtagerne og rederierne. For de ansatte bliver det mere attraktivt at arbejde på søen i forhold til på land, mens rederierne kan få kvalificeret arbejdskraft til en lavere udbetalt løn.

Skattefritagelsen for søfolk koster statskassen 600 mio. kr. om året. Der findes ikke et opdateret officielt skøn for provenutabet ved tonnageskatten. Men en rapport fra Skatteministeriet fra 1999 opgør de daværende begunstigelser til 875 mio. kr. Og overføres denne beregning til nutiden, vil tallet være større.

Men får vi ikke noget for pengene? Giver Det Blå Danmark ikke et væsentligt bidrag til valutaindtjening og beskæftigelse, som er til fordel for alle i Danmark? Det er i hvert fald det umiddelbare indtryk, man må få ved læsning af Økonomi- og Erhvervsministeriets handlingsplan ”Danmark som Europas førende søfartsnation” fra dette forår.

I vores forårsrapport har vi set nærmere på denne problemstilling. Vi er kommet frem til, at støtten til rederier og deres ansatte i sin nuværende form ikke sikrer det, der er hovedformålet med erhvervspolitikken: At bidrage til høj værditilvækst i virksomhederne som fundament for fortsat velstand og velfærd. Og selv hvis rederierne vælger at flage ud fra Danmark som reaktion på ændrede skatteregler, behøver det samlet set ikke at få negative følger for landet.

Vores vurdering af de skattemæssige begunstigelser til rederierhvervet afspejler vores generelle syn på selektiv erhvervsstøtte: Hvis der ydes selektiv støtte til et bestemt erhverv – i form af tilskud eller skatterabatter – vil det være privatøkonomisk rentabelt for dette erhverv at øge investeringer og beskæftigelse, selvom den ekstra kapital og arbejdskraft kan have en lavere produktivitet end i andre erhverv. Selektiv erhvervsstøtte indebærer derfor en risiko for, at kapital og arbejdskraft fastholdes på områder med forholdsvis lav produktivitet. Selektiv erhvervsstøtte, der er til fordel for et enkelt erhverv, behøver således ikke at være til fordel for samfundet som helhed.

Hvis erhvervsstøtten skal kunne retfærdiggøres ud fra en samfundsøkonomisk betragtning, skal afkastet i de støttede erhverv være større end i andre erhverv. Årsagen er selvfølgelig, at der er omkostninger ved at yde støtten. I den sammenhæng er det ligegyldigt, om man giver direkte tilskud til virksomheder eller giver dem skatterabatter, da pengene i sidste ende skal betales af andre erhverv eller husholdningerne. Det er derfor vigtigt, at aflønningen af kapital og arbejdskraft i det støttede erhverv løbende observeres og sammenholdes med afkastet i alternative anvendelser.

Vi har undersøgt aflønningen af kapital i rederierhvervet og sammenlignet det med afkastet af kapital i industrien. Vi opfatter det som et klart faresignal, at forrentningen af kapital i rederierhvervet i lange perioder har ligget væsentligt under forrentningen af kapital i industrien. I perioden 1990-2004 opnåede de danske rederier kun et gennemsnitligt kapitalafkast før skat på 0,9 pct. om året, hvorimod den danske industris gennemsnitlige afkast var på 9,4 pct. i samme periode. I 2003-04 har kapitalafkastet i rederisektoren dog oversteget afkastet i industrien, men det skyldes i et vist omfang ekstraordinært gunstige fragtrater, som allerede er faldet noget og ikke kan forventes fastholdt i fremtiden.

Det er selvfølgelig ikke nogen naturlov, at afkastet af kapital i rederierhvervet vil være lavt i fremtiden, fordi det har været lavt historisk. Vores pointe er den, at den fraværende beskatning af kapital trækker i retning af, at der ud fra en samfundsøkonomisk betragtning bliver overinvesteret i rederierhvervet. Og dette betyder et lavt afkast af kapitalen i erhvervet. Vi skal ikke udelukke, at der er ved at ske eller kan ske strukturelle forbedringer af produktiviteten i erhvervet, men af gode grunde har vi endnu ikke empirisk grundlag for at afgøre dette. Derfor er det vigtigt at fortsætte med at overvåge afkastet af kapital i rederierhvervet.

Men hvorledes skal overskuddet i rederierhvervet beskattes? Et naturligt udgangspunkt kunne være de samme vilkår som andre danske erhverv, dvs. beskatning af overskud med den generelle selskabsskattesats, hvor overskuddet beregnes med realistiske afskrivningsregler. Vi mener imidlertid, at der findes gode argumenter for, at rederierhvervet ikke skal beskattes så hårdt som andre danske erhverv. Det skyldes, at den måde, som vi – og stort set alle andre lande i verden – har indrettet beskatningen af kapital på, diskriminerer mod investeringer i kapitalintensive erhverv som rederier. Vi sandsynliggør imidlertid, at den nuværende beskatning er for lempelig, og der bør derfor sigtes mod skattevilkår, der er tættere på – men ikke helt så høje som – den generelle erhvervsbeskatning.

Vi er kritiske i forhold til skattefritagelsen for danske søfolk, som den finder sted i DIS. Rederierne har mulighed for at ansætte udenlandsk arbejdskraft med tilsvarende kvalifikationer som danske ansatte. I en situation med øget behov for uddannet arbejdskraft forekommer det ikke hensigtsmæssigt at subsidiere national beskæftigelse i et erhverv, der har adgang til det internationale arbejdsmarked og allerede bruger det i stort omfang. Disse forhold forstærkes i perioder med flaskehalse på arbejdsmarkedet. Her er det ikke kun et spørgsmål om at frigive knap dansk arbejdskraft til andre erhverv, men også en vurdering af, at der herved opnås højere bruttoaflønning af arbejdskraft og øget personskatteprovenu. På længere sigt er det heller ikke hensigtsmæssigt, at offentlig støtte bidrager til at fastholde dansk arbejdskraft i en ikke beskattet aktivitet.

Alt i alt mener vi derfor, at beskatningen af rederierhvervet og dets ansatte skal strammes. Men vil det ikke være en stor bet for dansk økonomi, hvis hele handelsflåden som reaktion herpå udflager til lande med lav skat? Det er selvfølgelig ikke en situation, vi ønsker – og det vil næppe ske – men det er altid relevant at overveje konsekvenserne af et ”worst-case scenario”.

Hvis handelsflåden udflager, og de danske ansatte ”følger med”, dvs. fortsætter med at arbejde på skibene på vilkår, hvor de opnår skattefrihed, har det kun yderst begrænsede effekter for dansk økonomi. Nationalindkomsten vil være upåvirket, da de danske søfolk og de danske investorer, der har skudt kapital i erhvervet, modtager samme aflønning og forrentning som hidtil. Betalingsbalancen vil heller ikke blive påvirket af udflagning, da den afgørende effekt opstår, når der optjenes et overskud, som tilhører ejerne i Danmark. Denne effekt opstår uafhængigt af, om skibene er indregistreret i Danmark eller et andet land. Det afgørende for betalingsbalance og nationalindkomst er, at de danske ansatte og ejere – personer og institutionelle investorer – forbliver i Danmark. De offentlige skatteindtægter vil kun blive påvirket i moderat omfang, hvilket skyldes det grundlæggende forhold, at når en aktivitet (stort set) ikke beskattes, så koster det ikke staten noget, hvis den forsvinder fra landet!

Imidlertid tror vi ikke, at det går helt så ”galt” som beskrevet. Selvom tonnageskatten øges, vil der stadig være rederier i Danmark. Og selvom nogle aktiviteter sikkert udflages, vil en del af tilpasningen også bestå i, at der på sigt flyttes kapital fra rederierhvervet til f.eks. industrien i Danmark. Ligeledes er det realistisk, at en del af de sømænd, der ikke længere kan opnå skattefrihed på et dansk registreret skib, til søs, vil vælge et landerhverv. I alle tilfælde øges den danske velstand, fordi forrentningen af kapital er højere i industrien end i rederierhvervet, og fordi bruttoaflønningen af arbejdskraft øges.

Sammenfattende mener vi, at der er behov for at se grundigt på de skattemæssige privilegier til rederierhvervet. Der findes ikke seriøse analyser, der begrunder de nuværende begunstigelser eller yderligere favoriseringer. Vi er selvfølgelig åbne for, at nye analyser kan vise, at der er særlige samfundsøkonomiske fordele ved at have et stort rederierhverv, f.eks. adgang til nautiske kompetencer som er vigtige for lodser, inspektører og andre myndighedsansatte. Men med den viden, vi har i dag, er det vores klare opfattelse, at der er behov for at reducere støtten til erhvervet.