Fremtidens arbejdsudbud afhænger af, hvor sundt vi ældes

Mens fertilitet, urbanisering og dødelighed var afgørende demografiske fænomener i det 20. århundrede vil ”aldring” utvivlsomt være én af dem i det 21. århundrede.

Aldring, altså det forhold at man lever længere, når man sammenligner én årgang med den næste, samt at andelen af befolkningen, der befinder sig i ”karriererens efterår” stiger, har væsentlig betydning for de offentlige finanser.

Det skyldes grundlæggende, at vi er i forbindelse med velfærdsstaten fra ”vugge til grav”. I den første del af livet skal vi passes og plejes og undervises. Desuden betaler vi kun lidt i skat.

I karriererens efterår er vi igen udgiftskrævende, siden vi skal passes og plejes, og sædvanligvis tjener vi mindre, hvorfor skatteindbetalingerne er relativt beskedne.

I den mellemliggende periode er vi på arbejdsmarkedet, og hvis vi er så heldige ikke at blive syge eller ledige, er vi, groft sagt, en overskudsforretning for statskassen.

Der skal være balance

 ”Holdbarhed” af statsfinanserne går basalt set ud på at sikre, at der en balance mellem de tre livsfaser.

Der er ikke noget entydigt svar på, hvordan man sikrer en balance - men det er ret indlysende, at der er nødt til at være en vis balance mellem det, vi ”trækker” på velfærdsstaten, og det vi betaler ind.

Det er vigtigt at notere sig, at denne balance forrykkes løbende. For det første forlænges den første livsfase i takt med, at nye årgange sidder længere tid på skolebænken.

For det andet forlænges livets sidste fase som konsekvens af stigende levetid, hvilket muliggør flere år uden for arbejdsmarkedet, hvor vi samtidigt er udgiftskrævende. Samlet presser disse bevægelser statsfinansernes holdbarhed, hvorfor der er noget, der må ”give sig”.

Stigende pensionsalder er krumtappen

Hvordan imødegår vi disse udfordringer, i fald velfærdsstaten ønskes bevaret i sin nuværende form?

En mulighed er at øge arbejdsudbuddet henover livet. Det er én måde, hvorpå indtægterne kan tilpasses for at modstå de omtalte bevægelser uden at øge skat og sænke udgifter.

Det er i betydeligt omfang sådan, et folketingsflertal har valgt at håndtere situationen indtil videre. Gennem de seneste årtier er der derfor gennemført mange reformer, der har haft til hensigt at øge arbejdsudbuddet set henover livet.

Markante eksempler er stramning af dagpengeregler og regler for kontanthjælp, ændringer i den aktive arbejdsmarkedspolitik, øget fokus på integration, reformer af efterlønsordningen og gradvise forhøjelser af folkepensionsalderen.

Der er selvfølgelig også gennemført tiltag, der reducerer arbejdsudbuddet, herunder eksempelvis mere generøse barselsregler og senest den meget omtalte “Arne-pension”.

Men samlet set har reformer netto bidraget til at øge arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen markant. Det er årsagen til, at statsfinanserne i dag er ”holdbare” (og lidt til).

Af disse tiltag er krumtappen beslutningen om at indeksere den fremtidige pensionsalder med udviklingen i levetiden: Jo længere danskerne lever, jo højere skal pensionsalderen være.

Fastfrysning er uholdbart

Svaret på den demografiske udfordring har altså været at gennemføre ændringer i reglerne så arbejdslivet forlænges, årgang for årgang, i takt med at levealderen stiger årgang for årgang.

Med de nuværende befolkningsprognoser er der således lagt op til, at folkepensionsalderen hæves til 70 år i 2040, og videre derfra hvis levealderen fortsætter med at stige.

I disse år verserer en debat om indekseringen bør bremses eller standses ved de 70 år. Hvis levealderen fortsætter med at stige, som det forventes på nuværende tidspunkt, vil konsekvensen være, at længden af livets tredje fase bliver gradvist længere. Det vil ikke være holdbart med den nuværende indretning af velfærdsstaten.

I den seneste vismandsrapport viser vi, at med de givne forudsætninger kan det ventes, at hele den finanspolitiske holdbarhed forsvinder – og lidt til.

Man kan selvsagt sagtens træffe beslutningen om en fastfrysning af pensionsalderen alligevel. Men man bør være bevidst om, at det har en pris, og at det efterfølgende vil kræve nye tiltag for at få statsfinanserne til at hænge sammen. Samtidig vil statsfinanserne være langt mindre robuste, hvis en krisen som den nuværende måtte indfinde sig igen.

Rammer fremskrivningerne rigtigt?

Der er selvfølgelig mange ting, der kan ændre på billedet af, hvad der er holdbart, og hvad der ikke er.

Forudsætningerne bag de langsigtede fremskrivninger, der ligger bag beregningen af den finanspolitiske holdbarhed, kan vise sig at være for pessimistiske, men de kan også være for optimistiske.

Et forhold, der kan gøre fremskrivningerne for optimistiske, kunne være, hvis den forventede generelle velstandsfremgang kombineret med stadigt mere udbredte (private) pensionsordninger vil få flere til at vælge at reducere arbejdstiden, enten gennem kortere ugentlig arbejdstid eller tidligere tilbagetrækning.

Det kan således være, at danskerne vælger at trække sig tidligere tilbage for egne penge, uagtet indekseringen af pensionsalderen. I så fald vil tilbagetrækningen finde sted i et hastigere tempo henover livet, end vi tror i dag, hvilket mindsker holdbarheden af statsfinanserne.

Et andet forhold af stor betydning er, hvordan sundhedstilstanden for de ældre på arbejdsmarkedet vil udvikle sig. Det er velunderbygget, at der er såkaldt ”sund aldring”, når man betragter udviklingen i sundhedsudgifterne for de ældste aldersgrupper:

I fremtiden vil en 80-årig ikke trække lige så meget på hospitalsvæsnet, som en 80-årig gør i dag.

Grundlæggende handler det om, at en betydelig del af sundhedsudgifterne i højere grad er relateret til ”afstand til død”, end til alder.

Følger arbejdsevnen med?

Der er imidlertid ikke den samme viden, om hvorvidt de samme mekanismer gælder i forhold til arbejdsevnen som for eksempel 65-årig.

Implicit antages det, at arbejdsevnen forbedres i takt med at levetiden stiger, men sammenhængen er ikke funderet på samme måde som, når det handler om sundhedsudgifter.

Det er af stor betydning at få fastlagt, hvordan arbejdsevnen udvikler sig i takt med stigende gennemsnitlig levealder, da det selvfølgelig øver indflydelse på, hvor hurtigt fremtidige årgange ønsker at trække sig tilbage – for offentlige eller egne penge.

Et helt centralt spørgsmål er, om den stigende erhvervsdeltagelse, der forventes i fremtiden, i højere grad hidrører fra bedre sundhedstilstand (knyttet til højere levealder) frem for ændrede økonomiske incitamenter (knyttet til reformer af efterløn og folkepension).

Hvis sundhedstilstanden for de ældste på arbejdsmarkedet ikke stiger tilstrækkeligt i takt med stigende levetid, er der risiko for, at arbejdsstyrken ikke vil stige som antaget, når den formelle pensionsalder øges.

Der er med andre ord en risiko for, at effekten af at ændre på pensionsalderen er mindre, end vi tror

Et underbelyst emne

Sammenhæng mellem sundhedstilstand og arbejdsudbud åbner samtidig for en række meget vigtige perspektiver. I modelvirkeligheden er ”sund aldring” noget, der dumper ned fra himlen som manna.

I den virkelige virkelighed er det næppe sådan, det fungerer. Hvilke faktorer påvirker graden af sund aldring for en årgang? Arbejdsmiljø? Sundhedsvæsnets ageren?

Der er potentielt mange faktorer, man kan tænke sig er relevante, og som i dag er os ukendte. Men sagen er, at øget indsats i forhold til at forbedre sundhedstilstanden og forebygge nedslidning vil have potentiale til at øge arbejdsudbuddet set over hele livet.

Dette er et underbelyst emne i forhold til vurderingerne af den finanspolitiske holdbarhed.

Problemstillingen taler direkte ind diskussionen om mulige dynamiske effekter af offentlige udgifter og fortjener blandt andet derfor større opmærksomhed.