Tydelige problemer i finansiel sektor

I vores seneste vismandsrapport har vi set på konkurrenceforholdene i Danmark. Vi har beregnet indikatorer for intensiteten af konkurrencen i forskellige erhverv. Indikatorerne peger på, at der kan være store konkurrenceproblemer i erhvervene el, gas og fjernvarme, i de finansielle erhverv og i nydelsesmiddelindustrien.

Resultatet er faldet dele af de finansielle erhverv for brystet. Formanden for Finansrådet, direktør Peter Straarup, udtalte på Finansrådets årsmøde, at vores analyser er ”teoretiske badutspring” og ”løst funderede betragtninger om manglende korrelation mellem løn i den danske banksektor og i møbelindustrien”. Formanden for Finansforbundet, Allan Bang, fremfører – i et debatindlæg i Børsen – at vores beregninger ikke er meningsfulde, og at vi udtaler os på et spinkelt grundlag.

Indikatorer peger på problemer i de finansielle erhverv. Vi har beregnet, at avancerne er højere end i de fleste andre erhverv, og at der er tegn på overnormal aflønning af arbejdskraft – en såkaldt lønpræmie - i den finansielle sektor. Hvis lønnen i et erhverv er meget høj kan det tyde på, at der i dette erhverv er en overnormal indtjening, som deles mellem arbejdsgiverne og de ansatte. Konkurrencestyrelsen supplerer med beregninger af andre indikatorer - f.eks. prisniveauet i forhold til andre lande - der også peger på konkurrenceproblemer i den finansielle sektor. En yderligere indikator er den såkaldte markup, der udtrykker, om der er overnormal indtjening i en branche. I de fleste tilfælde er markup en god indikator, men netop for de finansielle erhverv er denne indikator - som vi også redegør for i vores rapport – mindre præcis.

Allan Bang har særligt kritiseret vores beregning af lønpræmier. Når vi beregner lønpræmien, sammenligner vi lønnen for sammenlignelige personer i forskellige erhverv. Dvs., vi tager bl.a. højde for forskelle i uddannelsesniveau, alder, køn og geografisk lokalisering. Vi sammenligner f.eks. lønnen for en 42-årig mand, som bor i hovedstadsområdet, som har en korterevarende videregående uddannelse, og som arbejder i den finansielle sektor, med lønnen for en tilsvarende mand, som arbejder i andre erhverv. Vores analyse omfatter naturligvis ikke kun denne fiktive person. Faktisk er analysen baseret på persondata for et repræsentativt udsnit på 10 procent af den danske befolkning - altså et betydeligt datamateriale.

Vi finder, at møbelindustrien har en lav lønpræmie. Dette tyder på, at der ikke er konkurrenceproblemer i møbelindustrien, som dermed er et godt sammenligningsgrundlag. Den finansielle sektor har en meget høj lønpræmie. En person i den finansielle sektor får i gennemsnit 33 procent højere løn end en person med samme uddannelse, alder, køn osv., som ikke får en lønpræmie.

Allan Bang argumenterer for, at bl.a. efteruddannelsen i den finansielle sektor er større end i andre erhverv, hvilket skulle kunne retfærdiggøre den højere løn. For at undersøge denne påstand har vi i en følsomhedsanalyse antaget, at alle i den finansielle sektor har særlige kvalifikationer ud over de kvalifikationer, der findes i andre erhverv, svarende til at de ansatte i de finansielle erhverv er rykket en uddannelseskategori op. Således antages f.eks., at alle med en korterevarende videregående uddannelse har yderligere kvalifikationer svarende til en mellemlang videregående uddannelse. Selv når vi antager sådanne langt større kvalifikationer i den finansielle sektor, finder vi en lønpræmie på 26 procent i den finansielle sektor. Faktisk skal vi antage, at samtlige ansatte i den finansielle sektor har kvalifikationer svarende til akademikere, for at lønpræmien forsvinder – det er trods alt næppe en realistisk antagelse!

Der kan være mange årsager til problemerne i den finansielle sektor. Da Konkurrencestyrelsen er i fuld gang med at finde disse årsager, har vi koncentreret os om analyser af andre konkurrenceproblemstillinger. Disse analyser kan man læse mere om i vores seneste vismandsrapport.

Øvrige publikationer i tilknytning til rapporten

Peter Birch Sørensen, Jørgen Birk Mortensen og Jan Rose Skaksen

Børsen, 21. december 2005.  
Skrevet i relation til