Oversigter og vejledninger til samfundsøkonomiske analyser
Ministerierne har udarbejdet en række oversigter, som forsøger at give overblik over regneprincipperne samt vejledninger til samfundsøkonomiske analyser.
Oversigter
Kapitlet Regneprincipper og konsekvensvurderinger i Dansk Økonomi, efterår 2021 indeholder en introduktion til terminologi og metoder, der anvendes af ministerierne i forbindelse med konsekvensvurderinger.
Et svar til Finansudvalget fra 2017 indeholder en oversigt over regneprincipper og modeller, som anvendes i Finansministeriet på daværende tidspunkt. Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 607 (Alm. del) af 20.september 2017 stillet efter ønske fra Pelle Dragsted (EL)
Notatet Provenu og metode, udarbejdet af Skatteministeriet i 2013, beskriver Skatteministeriets overordnede beregningsgange ved udarbejdelse af provenumæssige konsekvenser af forslag på skatte- og afgiftsområdet, herunder hvad der forstås ved tilbageløb og adfærdsvirkninger.
Notatet Regneprincipper og modelanvendelse i Finansministeriet fra 2012 indeholder en overordnet oversigt over adfærdsvirkninger af skatter og indkomstoverførsler mv., som Finansministeriet anvendte i 2012.
Samfundsøkonomiske vejledninger
I publikationen Vejledning i samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger fra 2023 fastlægger Finansministeriet de gældende/overordnede regneprincipper for samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger samt en dokumentation af den samfundsøkonomiske diskontoringsrente, nettoafgiftsfaktoren og værdien af statistisk liv og leveår.
Energistyrelsens Vejledning i samfundsøkonomiske analysemetoder på energiområdet beskriver den beregningsmetode, der skal anvendes ved samfundsøkonomiske analyser af projekter på energiområdet.
De fleste samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger udføres i de enkelte ressortministerier, hvor Transportministeriet har udarbejdet en Manual for samfundsøkonomisk analyse på transportområdet.
Miljøministeriet udarbejdede i 2010 publikationen Samfundsøkonomisk vurdering af miljøprojekter, som opstiller retningslinjer for, hvordan miljøministeriets samfundsøkonomiske analyser bør udføres.