Fattigdom i velfærdsland

Thor Pedersen har en overraskende kritik af os i JP d. 12-1. Han opfatter det som problematisk, at vi bruger begrebet fattigdom til at karakterisere de økonomisk dårligst stillede i samfundet, jf. vores kronik d. 9-1.

Ifølge Thor P. er vi selvsagt klar over, at betegnelsen ”fattige” har en stærkere politisk appel end f.eks. ordet ”lavindkomstgruppen”, som bruges af Finansministeriet.

Vi forstår ikke baggrunden for denne antydning af, at vi skulle være ude i et politisk ærinde, blot fordi vi anvender ordet fattigdom. Ordvalget ligger i forlængelse af både dansk og international tradition inden for såvel forskning som politik.

Udbredelsen af fattigdom er belyst i rapporter fra Socialforskningsinstituttet og andre forskningsinstitutioner igennem mange år. Her kan bl.a. nævnes en rapport fra 1981 af SFI’s første direktør Henning Friis med titlen ”Nederst ved bordet”; rapporten fra 1989 af Erik Jørgen Hansen med titlen ”Fattigdom” og senest i en rapport fra 2004 af Jørgen Elm Larsen med titlen ”Fattigdom og social eksklusion”. Anvendelsen af begrebet fattigdom er derfor ikke ny i Danmark.

OECD anvender også begrebet fattigdom (poverty) i rapporter og arbejdspapirer, bl.a. i OECD Employment Outlook fra 2006, hvor definitionen er den samme som i rapporten fra Det Økonomiske Råd. EU anvender en lidt anden betegnelse (”at risk of poverty”), men baggrunden for EU’s indsats er en beslutning på topmødet i Lissabon, hvor der bl.a. tales om at bekæmpe fattigdom.
 

Den danske regering har derfor i 2001 og 2003 udarbejdet ”Danmarks nationale handlingsplan til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse”. Endelig er der mange internationale undersøgelser af fattigdom både i enkelt lande og sammenlignende analyser af situationen i flere lande.

Anvendelsen af begrebet fattigdom og analysen i den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd ligger altså i naturlig forlængelse af både den danske og internationale tradition inden for området. I beregningerne defineres de fattige som de personer, der tjener mindre end halvdelen af den midterste indkomst i befolkningen.

Det svarer til den definition af fattigdom, som anvendes af OECD og mange andre.

I beregningerne fra Det Økonomiske Råd indgår personer over 19 år, men ikke uddannelsessøgende eller indvandrere i det år, hvor de ankommer til Danmark.

Det skyldes, at uddannelsessøgende har valgt at anvende deres tid på at få en uddannelse og ikke på at tjene penge. Vi regner derfor ikke de uddannelsessøgende som fattige, da de formentlig kunne have haft en højere aktuel indtjening, hvis de havde ønsket det.

Ligeledes kunne indvandrere have haft en højere indkomst, hvis de havde været i landet i hele året.

Denne udvælgelse af den undersøgte gruppe er mere præcis og klarere begrundet end de seneste beregninger fra Finansministeriet, oktober 2006, der medtager alle personer med lav årsindkomst i deres analyse. Den nøje udvælgelse af personerne i beregningerne betyder, at rapporten fra Det Økonomiske Råd fokuserer kraftigere på de egentligt fattige.

Finansministeren fremhæver, at det ikke er de samme mennesker, der er fattige år efter år. Dette fremgår også af vor rapport, men konsekvenserne af at være fattig afhænger af varigheden. Et eller måske to år i fattigdom kan klares ved at spare på anskaffelser af tøj og udstyr, men flere år i fattigdom forringer afgørende forbrugsmulighederne. Derfor har vi gennemført en analyse af varigheden af fattigdom for de voksne.

Denne analyse viser, at hovedparten af de berørte af fattigdom kun er fattige i et eller få år, men at nogle også er berørt i længere tid. Det er især denne gruppe, som er vigtig i en socialpolitisk og økonomisk-politisk sammenhæng. Hvem er fattige i lang tid, og hvad kan der gøres for at forkorte deres tid i fattigdom?

Her finder vi, at især indvandrere og enlige uden en erhvervskompetencegivende uddannelse har en høj risiko for at være fattig i flere år. Da fuldtidsbeskæftigede kun meget sjældent er fattige, ville det formindske fattigdommen i Danmark, hvis flere var i beskæftigelse.

Vor rapport indeholder en række forslag til bekæmpelse af den langvarige fattigdom.

Vi håber derfor, at Finansministeren og andre vil gå ind i en diskussion af vore konkrete forslag frem for at kritisere, at vi i overensstemmelse med international praksis tillader os at bruge ordet ”fattige” om de økonomisk dårligst stillede i samfundet.