Vismænd, vækst og velstand

På det nylige årsmøde i tænketanken CEPOS brugte direktør Martin Ågerup en stor del af sin tale på at kritisere de økonomiske vismænd. Ifølge Berlingske Business’ referat d. 13/3 er vismændene alt for optagede af, hvordan Danmarks velstand fordeles, og alt for lidt interesserede i, hvordan den skabes. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor Martin Ågerup søger at tegne et sådant fordrejet billede af de økonomiske vismænds arbejde. I hver eneste vismandsrapport bruges størstedelen af pladsen på at analysere såkaldt strukturpolitik såsom arbejdsmarkedspolitik, skattepolitik, erhvervspolitik, uddannelsespolitik, miljøpolitik, osv. Alle disse analyser handler i bund og grund om, hvordan vi kan sikre en bedre udnyttelse af de økonomiske ressourcer i Danmark og dermed skabe grundlag for større fremtidig velstand.

Lad mig give nogle få eksempler fra de seneste år: I efterårsrapporten 2003 fremlagde vismændene en omfattende analyse af den samfundsøkonomiske betydning af uddannelsessystemet og uddannelsespolitikken. I forårsrapporten 2004 diskuterede vi bl.a. den aktuelle problematik om, hvordan man sikrer effektivitet og kvalitet i den offentlige sektor, og i efterårsrapporten 2005 satte vi fokus på, hvordan man kan skabe en mere effektiv konkurrence i dansk erhvervsliv. Forårsrapporten 2006 diskuterede kritisk, om de gældende erhvervsstøtteordninger bidrager til at sikre den størst mulige værditilvækst i det danske samfund, og efterårsrapporten 2006 fremlagde forslag til en skatteomlægning, der varigt kan øge arbejdsudbud og beskæftigelse.

En del af vismændenes analyser har igennem en årrække fokuseret på skatte- og overførselssystemet, der som bekendt omfordeler indkomst mellem borgerne. Fra en overfladisk betragtning kunne man opfatte dette som en bekræftelse af Martin Ågerups påstand om, at vismændene er uforholdsmæssigt optagede af omfordeling af den eksisterende velstand. Men som enhver læser af vismandsrapporterne kan overbevise sig om, så har vismændene gennem årene vedholdende anbefalet reformer af overførsels- og skattesystemet, der kan sikre et varigt løft i arbejdsudbud og beskæftigelse og dermed i den samlede velstand. Vi har forsøgt at klargøre, at uanset hvilket ambitionsniveau, man har med hensyn til indkomstomfordeling i Danmark, så betyder befolkningsudviklingen og globaliseringen, at man er nødt til at lægge øget vægt på en økonomisk politik, der kan sikre en høj beskæftigelsesgrad.

En økonomisk reform, der gradvist øger arbejdsudbuddet, vil stimulere den økonomiske vækst i den periode, hvor arbejdsudbuddet stiger. Vismændene har imidlertid også interesseret sig for, hvordan man mere varigt kan øge den økonomiske vækst. Det er f.eks. sket i de to vismandsrapporter fra 2003, der sætter fokus på forskning og innovation og på at identificere de forskellige kilder til økonomisk vækst. Disse rapporter er udkommet adskillige år før de nylige OECD-rapporter om lignende emner, som Martin Ågerup henviser til i sit forsøg på at påvise, at OECD interesserer sig mere for kilderne til den danske velstand, end vismændene gør.

Det er rigtigt, at vismændene også har søgt at belyse, hvordan forskellige økonomiske reformer vil påvirke indkomstfordelingen. Hvis vi ikke gjorde dette, ville vore analyser næppe blive opfattet som særligt relevante af de politiske beslutningstagere. Men som ovennævnte eksempler forhåbentlig har klargjort, så handler vismandsrapporterne først og fremmest om, hvordan vi bedst muligt kan udnytte ressourcerne i det danske samfund. Derfor må vi også gøre indsigelse, når man forsøger at tegne et helt andet billede af vort arbejde.