Er der virkelig fattige i Danmark?

Hjemløse, landevejsriddere, tiggere og gademusikanter findes i Danmark, men antallet er begrænset. Fattigdom er dog ikke kun et spørgsmål om at leve et liv på gaden, men handler om muligheder for forbrug. De fattige af dette årtusinde har væsentligt færre muligheder for at opnå en acceptabel økonomisk position i deres tilværelse end den øvrige del af befolkningen.

I den seneste vismandsrapport har vi opgjort, at der i 2004 var 165.000 fattige, som på årsbasis havde mindre end 75.000 kr. i disponibelt beløb for en voksen person. Mange af de fattige er unge uden uddannelse, enlige eller personer med mange børn. Samtidig er de typisk uden for arbejdsmarkedet eller kun ganske lidt i job. Bla. derfor er indvandrere oftere fattige end etniske danskere. Derimod er der kun få fattige i fuldtidsbeskæftigelse og kun få fattige pensionister. Heldigvis er mange kun fattige i et eller ganske få år. Alligevel har over 140.000 personer været fattige i mindst 5 år siden 1988, og af dem har 15.000 personer været fattige i mere end 10 år.


Nobelprismodtageren Amartya Sen definerer fattige som personer, der ikke har mulighed for eller evner til at bringe deres indkomst op på et tilstrækkeligt højt niveau. Men da det er nærmest umuligt at måle objektivt, hvor stor en indkomst en person har mulighed for at tjene, bygger beregningerne i den seneste vismandsrapport på opgørelser over folks faktiske indkomst efter skat og overførsler. Indkomsterne er udlignet inden for husholdningen, så det er muligt at sammenligne levestandarden mellem husholdninger af forskellig størrelse.


Grænsen for at være fattig er sat til at være halvdelen af den midterste disponible indkomst i befolkningen. Denne måde at fastlægge en relativ fattigdomsgrænse på anvendes i OECD og i mange udenlandske undersøgelser. Ved at sætte fattigdomsgrænsen i forhold til den midterste indkomst i landet opnår man, at fattigdomsgrænsen følger udviklingen i indkomster for ”almindelige” mennesker. EU’s statistiske kontor, EUROSTAT, tager også udgangspunkt i den midterste disponible indkomst, men anvender en fattigdomsgrænse på 60 procent af den midterste disponible indkomst, der i vores beregninger svarer til 90.000 kr. i 2004. Med en fattigdomsgrænse på det niveau ville der være godt 330.000 fattige i Danmark, dvs. dobbelt så mange fattige som ved grænsen på 50 pct. af medianindkomsten.


Man kunne også fastlægge en fattigdomsgrænse ud fra leveomkostningerne – den såkaldte budgetmetode. Hvor mange penge har man behov for til at dække udgifter til bolig, kartofler, gulerødder, kød, mælk, tøj, sko mv.? Hvor meget koster det at være i stand til at overleve, og hvor meget koster det at leve sparsommeligt, men acceptabelt? I Danmark ligger en fattigdomsgrænse på 50 procent af den midterste indkomst faktisk ret tæt på kontanthjælpssatsen for en enlig kontanthjælpsmodtager over 25 år, og også forholdsvis tæt på det rådighedsbeløb, som myndighederne anser for en rimelig minimumsstandard, når de inddriver gæld til det offentlige. Den valgte fattigdomsgrænse giver dermed en ganske god indikation af, hvad politikere og myndigheder betragter som en acceptabel minimal levefod i det danske velfærdssamfund.


Omfanget af fattigdom i Danmark har siden 1988 ligget mellem 135.000 personer og 170.000 personer. Andelen af fattige i befolkningen har ligget mellem 3,5 pct. og 5 pct. I opgørelsen indgår personer over 19 år, som ikke har været under uddannelse i løbet af året, og som har været i landet i mindst et år. Uddannelsessøgende er ikke medtaget i gruppen af fattige, da de kan se frem til en højere indkomst senere i livet, og evt. kan vælge at optage lån til at sikre deres levestandard, indtil de får en højere indkomst.


I 1995 var der stort set lige mange fattige mænd og kvinder, men siden da er antallet af fattige mænd steget relativt mere, så der i dag er 15.000 flere mænd end kvinder, der er fattige. Da indkomsten udlignes inden for en familie, må forskellen skyldes, at enlige mænd oftere er fattige end enlige kvinder. Det virker måske mærkeligt, at der er flere fattige mænd, når mænd i gennemsnit tjener en højere løn end kvinder. Det vigtigste er imidlertid, om personen er på arbejdsmarkedet, og det er mindre vigtigt, hvor høj lønnen er set i relation til at være fattig. Det er meget sjældent, at fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere er fattige, da deres indkomst bringer dem over fattigdomsgrænsen. Derimod er der langt større sandsynlighed for at være fattig for personer uden for arbejdsmarkedet og for selvstændigt erhvervsdrivende.


43.000 af de fattige svarende til mere end 25 procent er i alderen 19-24 år, og knap 40.000 er mellem 25 og 35 år. Dermed er halvdelen af de fattige under 35 år. Nogle af de fattige unge lider imidlertid næppe økonomisk nød, idet 25.000 bor hos deres forældre. Kun knap 6.000 af disse unge ville have været fattige, hvis de havde været regnet som en del af deres forældres husholdning.

En udsat gruppe er de psykisk syge. Tidligere undersøgelser har vist, at en stor andel af de psykisk syge har svært ved at fastholde job og indkomst allerede før, de får stillet en diagnose. Andelen af fattige blandt personer med en psykiatrisk diagnose er 8 pct., hvilket svarer til andelen af fattige blandt enlige. Andelen af fattige er dog højere i årene før diagnosen stilles, hvor især skizofrene oftere er fattige. I 2004 var mange unge med en psykiatrisk diagnose fattige, men et nyt lovforslag lægger op til, at unge med visse psykiatriske diagnoser kan få kontanthjælp på samme niveau som personer over 25 år. Det kan reducere omfanget af fattigdom blandt de unge under 25 år.


En anden udsat gruppe er de enlige forsørgere, hvor andelen af fattige ligger på 10 pct. Fokus har ofte været på de unge enlige forsørgere, hvor andelen af fattige også er høj, men 75 pct. af de fattige enlige forsørgere er over 35 år. Knap 85 pct. af de enlige forsørgere er kvinder. Selv om de enlige forsørgere oftere er fattige, synes dem med kun et barn hurtigt at komme ud af fattigdom, mens enlige med flere børn i højere grad forbliver fattige i flere år.


En af grundene til interessen for de enlige forsørgeres forhold er, at der lægges vægt på, at børn vokser op under rimelige vilkår. Beregningerne viser, at der i 2004 var ca. 75.000 børn, som levede i fattige familier. Heraf boede ca. 31.000 af børnene kun sammen med en enkelt voksen, mens 44.000 børn boede sammen med et voksent par. Det understreger, at fattige enlige forsørgere i højere grad har økonomiske problemer end personer i parforhold.


I vismandsrapporten er det også undersøgt, om dårlige økonomiske levevilkår i barndommen har betydning i voksenlivet. Dette omtales ofte som social arv, men burde i stedet omtales som ulige chancer i livet. Undersøgelsen belyser, om personer opvokset i familier med en lav erhvervsindkomst har særligt stor risiko for selv at have en lav erhvervsindkomst. Vi finder at børnenes erhvervsindkomst kun i mindre omfang varierer med forældrenes erhvervsindkomst, men børn uden arbejdsindkomst har oftere forældre med en lav erhvervsindkomst. Uligheden i chancer er dog mindre i Danmark end den er i eksempelvis USA.


Spørgsmålet er, hvad der kan gøres for at formindske fattigdommen? Udgangspunktet er, at fuldtidsbeskæftigede kun meget sjældent er fattige. Derfor er det på den ene side ønskværdigt, at der er en gevinst ved at være i beskæftigelse. På den anden side bør de fattige være i stand til at reagere på de økonomiske incitamenter, da de ellers ender i forarmelse.


Netop de manglende muligheder for at reagere er begrundelsen for, at vi foreslår at afskaffe introduktionsydelsen for flygtninge og erstatte den med en ydelse på niveau med kontanthjælp. Nyankomne flygtninge kender ikke sproget og kulturen i Danmark, samtidig med at de muligvis har været udsat for traumatiske hændelser i deres oprindelsesland. Ofte har de også en svag uddannelsesbaggrund. Derfor deltager de i et introduktionsprogram de første tre år, da deres muligheder for at skaffe sig en væsentlig indtægt ved arbejde typisk er ringe de første år i Danmark. Efter afslutningen af introduktionsprogrammet bør deres muligheder være langt bedre.


Fattigdomsproblemerne for de enlige forsørgere er anderledes, idet deres baggrund for at finde beskæftigelse som regel er bedre, end den er for flygtninge. Kun 3½ pct. af de enlige forsørgere, der er lønmodtagere, er fattige. De fleste enlige forsørgere uden for arbejdsmarkedet vil kunne komme ind på arbejdsmarkedet, men ofte opnår de næsten ingen gevinst ved det, fordi de mister retten til en række offentlige ydelser. Derfor foreslår vi at give et forhøjet beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere for at undgå, at de fastlåses i en ”fattigdomsfælde”. Samtidig foreslås det, at børnebidraget for den anden forælder forøges, hvilket vil bidrage til at forbedre de enlige forsørgeres levevilkår.


Formålet med at forbedre vilkårene for de enlige forsørgere er også at forbedre forholdene for børn, der lever i fattigdom. Uddannelse af børnene er en anden vej til at lede dem videre til en tilværelse uden fattigdom. Personer med en erhvervskompetencegivende uddannelse har en markant lavere risiko for at blive fattige end ufaglærte. Derfor bør der allerede i daginstitutioner og i skoler gøres en særlig indsats for børn af ressourcesvage forældre, så de har bedre chancer for at klare sig i samfundet og især på arbejdsmarkedet.

Til trods for at fattigdommen i Danmark er lav sammenlignet med de fleste andre lande, så er den langt mere omfattende end en optælling af hjemløse og landevejsriddere ville give indtryk af. Derfor er det nødvendigt at indrette indsatsen efter nutidens fattigdomsproblemer.

Øvrige publikationer i tilknytning til rapporten

Peter Birch Sørensen, Jan Rose Skaksen og Michael Rosholm

Jyllandsposten, 10. januar 2007.
Skrevet i relation til