Klimaloven skal sikre gode rammer for klimaindsatsen

Der forhandles i øjeblikket om en ny klimalov, der kommer til at lægge sporene for de kommende årtiers klimaindsats frem mod et klimaneutralt Danmark i 2050.

En målsætning om klimaneutralitet kræver store ændringer i produktion og teknologi, særligt inden for landbrug, energisektor, transport og industri. De betydelige omstillinger, der er nødvendige, er forbundet med omkostninger, og det er derfor vigtigt, at klimapolitikken tilrettelægges omkostningseffektivt.

Den nye klimalov bør derfor udstikke nogle rammer, der giver mulighed for at føre en omkostningseffektiv klimapolitik. I det følgende peger vi på nogle hensyn, som kan overvejes i forbindelse med lovens udformning.

Krav til klimamålet
Klimaloven bør definere såvel klimamål som principperne for opgørelsen af klimamål klart, men det er hensigtsmæssigt, at en uafhængig faglig instans (Klimarådet) pålægges ansvaret for at udvikle den konkrete metode til opgørelse af målet samt ansvaret for de løbende opgørelser af udledningerne i forhold hertil.

Der synes at være almindelig enighed om, at det overordnede klimamål skal være klimaneutralitet i 2050. Klimaneutralitet betyder, at der ikke må være netto-udledninger af drivhusgasser fra dansk område ud over, hvad der ville være i en nærmere defineret neutral tilstand.

Det bør klart fremgå, hvordan såkaldte negative udledninger (herunder »carbon capture and storage« -teknologier samt bidrag fra LULUCF-sektoren) kan benyttes til at nå målet for at opveje positive udledninger fra andre dele af økonomien, hvor reduktioner kan være uforholdsmæssigt dyre (eksempelvis i dele af landbruget).

Tilsvarende bør det fremgå, om eksempelvis netto-eksport af grøn strøm kan indgå som en negativ udledning.

Målsætningen om klimaneutralitet kan, hvis det er ønsket, suppleres med en overgrænse for de akkumulerede netto-udledninger frem mod 2050 (et samlet såkaldt »carbon-budget« ). Foruden målet for udledningerne af drivhusgasser fra dansk område kan der være en supplerende målsætning om at reducere de udledninger af drivhusgasser i udlandet, der foranlediges af danske økonomiske aktørers forbrug og produktion.

Krav til Klimarådet
For at sikre en løbende faglig vurdering af, om klimapolitikken er på sporet i forhold til klimamålet, og om politikken er tilrettelagt omkostningseffektivt, bør Klimarådet pålægges at udarbejde og jævnligt opdatere et omkostningseffektivt forløb. Dette forløb skal vise den billigste tidsmæssige fremdrift for reduktioner frem mod 2050 og den billigste fordeling af indsatsen på tværs af økonomien.

Klimarådet bør også pege på, hvordan dette forløb kan implementeres gennem konkrete, omkostningseffektive økonomiskpolitiske instrumenter.

Klimarådet bør endvidere pålægges løbende at vurdere regeringens planer og tiltag i forhold til det omkostningseffektive forløb, herunder belyse afvigelser i udledninger og omkostninger.

For at sikre, at Klimarådet er uafhængigt og har de nødvendige kompetencer til at varetage sin opgave, er det vigtigt, at udpegningsproceduren til rådet sikrer uafhængighed, og at der er krav om, at Klimarådet har de nødvendige fagøkonomiske kompetencer.

Regeringen og Folketinget må løbende fremlægge og vedtage ændringer i politikken, der sikrer, at de langsigtede klimamål nås, og regeringen bør forpligtes til at udarbejde og sikre implementering af klimaplaner i overensstemmelse med målene.

Hensyn til lækage, fordeling eller andre hensyn kan tilsige, at regeringen og Folketinget ønsker at fravige det omkostningseffektive forløb, men det er vigtigt, at Klimarådet sikrer, at alle parter oplyses om disse afvigelser og deres økonomiske og klimamæssige konsekvenser. Regeringen bør derfor være forpligtet til at revidere klimaplanerne, så de bringes på linje med de reduktioner og omkostninger, der følger af omkostningseffektive forløb, eller alternativt at forklare, hvorfor regeringen har valgt at afvige herfra.

Selve klimaloven bør ikke indeholde detaljerede og bindende delmål - hverken for tidsprofilen for reduktionerne frem mod 2050 eller for de enkelte dele af økonomien.

Delmål som eksempelvis det meget omtalte 70 pct. reduktionsmål i 2030 og konkrete anvisninger til, hvordan det kan nås, bør i stedet indgå i regeringens klimaplaner.

Denne arbejdsdeling gør det lettere løbende at inddrage ny viden om den teknologiske udvikling, EUs klimapolitik og andre forhold.

Ovennævnte forslag til klimaloven vil fremme mulighederne for, at klimapolitikken tilrettelægges omkostningseffektivt, og at eventuelle afvigelser herfra sker på et solidt fagligt beslutningsgrundlag.