Klimapolitik

Vismændene og klimaloven

I den sidste uges tid har der været en del diskussion, om hvad vi egentlig mener om klimaloven og dansk klimapolitik. I debatten har der været flere misforståelser, og vi vil her gerne, så kort og konkret som muligt klargøre, hvad vi mener.

Det er politikernes opgave at fastlægge ambitionsniveauet i klimapolitikken. Vi lægger til grund, at der er et mål om klimaneutralitet i 2050, men politikerne kan selvfølgelig vælge et andet ambitionsniveau. For at undgå, at de klimapolitiske tiltag udskydes og får mindre samlet virkning, er det naturligt udover klimaneutralitet i et givet år også at tænke i et samlet ‟carbon-budget”, dvs. et loft over de samlede udledninger frem mod målåret.

Et højt ambitionsniveau i klimapolitikken kan give sig udslag i en fremrykning af slutåret eller i et mindre ‟carbon-budget”. Begge dele vil føre til, at der skal gøres mere og tidligere. Dermed bliver omkostningerne, der er forbundet med klimapolitikken, større, jo mere ambitiøse politikerne vælger at være. Det er helt naturligt og grundliggende en politisk afvejning. Naturvidenskabelige, etiske og andre overvejelser indgår naturligvis på linje med de økonomiske beregninger i denne afvejning.

Givet ambitionsniveauet i klimapolitikken bør politikken tilrettelægges, så den er omkostningseffektiv. Er der supplerende fordelingshensyn, hensyn til særligt udsatte erhverv eller til afledte effekter i udlandet, kan disse naturligvis inddrages, men det vil øge de samfundsøkonomiske omkostninger ved at leve op til de grundlæggende målsætninger.

Vi lægger op til, at regeringen bør honorere et ‟følg-eller-forklar”-princip, som vi kender fra budgetloven: Enten tilrettelægges klimapolitikken omkostningseffektivt, eller også skal regeringen forklare, hvorfor den afviger herfra. Klimaloven bør pålægge Klimarådet at fremlægge et omkostningseffektivt forløb, der honorerer de overordnede mål, og loven bør pålægge regeringen et ‟følg-eller-forklar”-princip.

Derimod bør klimaloven ikke indeholde bindende reduktionsmål for udvalgte sektorer eller i givne år. Det mener vi ligger bedst i de handlingsplaner, som regeringen skal forpligtes til at fremlægge. Handlingsplanerne skal løbende revideres i takt med, at ny viden opnås. Det vil give mulighed for, at klimapolitikken kan tilpasses, når der opstår ny viden. Denne fleksibilitet åbner mulighed for en omkostningseffektiv klimapolitik, der bygger på opdateret viden – vel at mærke i fuld respekt for det samlede ambitionsniveau. Der er altså ikke tale om, at vi, som fremført fra flere sider, ignorerer de naturvidenskabelige anbefalinger. Dem er der taget hånd om ved fastlæggelsen af målet for de samlede udledninger.

Der bør hurtigst muligt fremlægges en konkret handlingsplan, der indeholder et delmål i 2030. Hvorvidt det er en reduktion på 70 procent eller 72 eller 68 er ikke afgørende, givet der er fastlagt et samlet ambitionsniveau. Hvis reduktionerne frem mod 2030 bliver lidt større, behøver vi ikke gøre helt så meget de følgende år. Og omvendt, hvis reduktionen bliver lidt mindre, skal der gøres mere efterfølgende. Det vigtige er de samlede udledninger, og dem bør der være klare mål for i selve klimaloven. Hvis vi låser os fast på et forkert niveau for reduktionerne i et givet år, risikerer vi, at klimapolitikken bliver dyrere, uden at den bliver bedre for klimaet.   

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi ikke har at forholdt os til den konkrete målsætning i 2030. Vi er således hverken ‟for” eller ‟imod” denne målsætning.  Vi opfatter 2030 som en trædesten på vejen med slutmålet, og målsætningen bør afspejle omkostningseffektivitet – med fuld respekt det samlede ambitionsniveau, inkl. de samlede udledninger i perioden frem mod 2050.

Muligheden for at justere på målsætningen i 2030 i takt med, at vi bliver klogere på omkostninger og teknologisk udvikling, giver en værdifuld fleksibilitet, som giver mulighed for at reducere omkostningerne uden at gå på kompromis med ambitionsniveauet. Det er klog klimapolitik, som kan gøre Danmark til et land, som andre lande gerne vil lære af.

Øvrige publikationer i tilknytning til rapporten

Af formandskabet for De Økonomiske Råd Michael Svarer, Lars Gårn Hansen, Carl-Johan Dalgaard og Torben Tranæs

Politiken, 30. november 2019
Skrevet i relation til