Budgetloven har bidraget til sunde offentlige finanser. Men der er plads til forbedringer.

De danske offentlige finanser er grundlæggende sunde. Der er udsigt til omkring balance på de offentlige finanser de næste mange år, og den offentlige gæld er blandt de laveste i EU. På meget lang sigt er der endda udsigt til et stigende overskud.

En væsentlig del af baggrunden for de sunde offentlige finanser er en række vigtige beslutninger, som danske politikere har truffet på vigtige områder. Ikke mindst velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsaftalen fra 2011 står som helt centrale landvindinger i forhold til at sikre den langsigtede finanspolitiske holdbarhed. Disse reformer er gode eksempler på det fremadrettede fokus, der er og har været i dansk politik.

En anden årsag til, at de offentlige finanser i dag er sunde, er, at væksten i de offentlige udgifter været ganske behersket de seneste 10 år.

Den beherskede udgiftsvækst skal blandt andet ses i sammenhæng med vedtagelsen af budgetloven, som blandt andet indeholder 4-årige udgiftslofter, som er en lovfastsat øvre grænse for de offentlige forbrugsudgifter, og en sanktion ved overskridelser af udgiftslofterne. Reglerne i budgetloven har til hensigt at bidrage til bedre budgetdisciplin ikke mindst i kommunerne, og erfaringerne peger på, at denne del af budgetloven har virket efter hensigten. 

Budgetloven indeholder også regler, der sætter grænser for underskuddet på de offentlige finanser, mere præcist den strukturelle saldo. Formålet med denne grænse er lige som udgiftslofterne og sanktionslovgivningen at bidrage til den finanspolitiske disciplin. Politikerne ønsker så at sige at binde sig selv til masten, så ubehagelige beslutninger om finansiering ikke bare udskydes til efterfølgende folketing.

Ønsket om at begrænse muligheden for at underskudsfinansiere giver god mening, og er også en del af de finanspolitiske regler der gælder i EU og euro-området. Den danske budgetlov er imidlertid på flere områder mere striks, end det, der kræves af EU-reglerne.

Et omdiskuteret punkt er den konkrete grænse for det strukturelle underskud. Ifølge EU-reglerne tillader en underskudsgrænse på op til 1 pct. af BNP, mens den danske budgetlov foreskriver et maksimalt underskud på ½ pct. af BNP.

Den skrappere underskudsgrænse i budgetloven mindsker risikoen for, at svække de offentlige finanser af kortsigtede og måske knap så velovervejede årsager. Omvendt mindskes muligheden for at føre stabiliseringspolitik uden at komme i karambolage med grænsen, og risikoen for, at der bliver behov for stramninger, eksempelvis i perioder, hvor små årgange afløser større på arbejdsmarkedet, er alt andet lige større.

Der er således både argumenter for og imod at sænke underskudsgrænsen, og det er vanskeligt at give et entydigt svar på, om den ene eller anden underskudsgrænse er den bedste.

Et andet område, hvor den danske budgetlov er skrappere end EU-reglerne, er mulighederne for såkaldte små og midlertidige overskridelser. EU-reglerne giver mulighed for sådanne overskridelser, mens den danske praksis foreskriver, at enhver overskridelse skal korrigeres (med undtagelse af situationer med exceptionelle omstændigheder).

Den skrappere danske fortolkning øger risikoen for, at der skal gennemføres uønskede og uhensigtsmæssige finanspolitiske opstramninger – eksempelvis i situationer, hvor der sker mindre ændringer i forudsætningerne bag beregningen af den strukturelle saldo (men som ikke bringer de offentlige finansers grundlæggende sundhedstilstand i fare).

I den seneste vismandsrapport (som kan læses her) diskuterer vi forskellige mulige ændringer af budgetloven. Vi understreget behovet for transparens og klare regler, og vi peger på, at det flerårige fokus kan øges, eksempelvis ved at lade sanktionerne være baseret på udgiftslofterne over flere år. Og vi anbefaler, at man tillader ”små og midlertidige” overskridelser af underskudsgrænsen, da det vil skabe mulighed for en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af finanspolitikken, når vi er nær underskudsgrænsen.