Skatte- og velfærdsdebat på afveje

Fredag startede forhandlingerne om regeringens samlede økonomiske udspil, der indeholder forslag til en kvalitetsreform i den offentlige sektor, til skatteomlægning og skattelettelser samt den nye 2015-plan for dansk økonomi. En række af de øvrige politiske partier har også fremlagt velfærds- og skatteudspil, der indeholder enten øgede offentlige udgifter eller skattesænkninger eller begge dele.

Den politiske debat om de mange ambitiøse udspil tager for givet, at der er råd til at øge de offentlige udgifter og/eller at sænke skatterne. I den politiske jargon tales der om et ”økonomisk råderum”. Politikernes uenigheder går på, om det kun er det offentlige forbrug, der skal øges, eller om man også skal stimulere det private forbrug via skattelettelser.

Men er der et økonomisk råderum for at udvide det samlede forbrug? Og er det fornuftigt at øge det samlede forbrug netop nu?

Man siger, der er et økonomisk råderum, hvis der er råd til at øge de offentlige udgifter eller at sænke skatterne, uden at det senere bliver nødvendigt med besparelser eller skattestigninger. Det ”økonomiske råderum” afhænger altså af, om de nuværende velfærdsordninger kan finansieres på langt sigt.

Om det på kort sigt er fornuftigt at øge det offentlige eller private forbrug her og nu afhænger af, om der er ledig arbejdskraft til at producere ekstra varer og tjenester til offentligt eller privat forbrug. Som alle ved, er der i dag mangel på arbejdskraft i erhvervslivet og i dele af den offentlige sektor. Derfor er lønstigningstakten på vej op, og hvis arbejdskraftmangelen forøges, risikerer vi en økonomisk overophedning med en uheldig spiral af langt højere løn- og prisstigninger end de lande, vi konkurrerer med. De historiske erfaringer peger på, at overophedning giver et økonomisk tilbageslag med høj ledighed og lav vækst, som det kan tage lang tid at genoprette.

En stigning i det offentlige eller det private forbrug, som der lægges op til, vil naturligvis forværre det nuværende problem med mangel på arbejdskraft. De økonomiske vismænd har derfor advaret om, at der ikke på kort sigt er kapacitet i økonomien til en stigning i det samlede forbrug. Situationen tilsiger tværtimod, at det samlede forbrug burde dæmpes. Det kan ske enten ved at sænke det offentlige eller det private forbrug eller begge dele. Der er ikke tilstrækkeligt med arbejdskraft til at imødekomme en stigning i efterspørgslen ud over den, der var lagt op til før de seneste politiske udspil.

Tilhængerne af skattelettelser argumenterer for, at lavere skat på arbejde vil øge udbuddet af arbejdskraft, så der ikke vil opstå øget mangel på arbejdskraft, selvom privatforbruget og dermed efterspørgslen efter arbejdskraft stiger. De økonomiske vismænd vurderer også, at en lavere skat på arbejdsindkomst vil øge arbejdsudbuddet. Ved at sænke skatten af den sidst tjente krone kan man tilskynde nogle af de beskæftigede til at arbejde flere timer, og ved at øge beskæftigelsesfradraget kan man øge tilgangen til arbejdsstyrken.

I regeringens udspil forhøjes beskæftigelsesfradraget i 2008, men samtidig gennemføres en ekstraordinær forhøjelse af overførselsindkomsterne. Den samlede gevinst ved at arbejde frem for at være på overførselsindkomst bliver dermed væsentligt reduceret, og der må derfor forventes meget begrænsede effekter på arbejdsudbuddet i 2008.

I 2009 gennemføres forhøjelser af grænserne for hvor meget man kan tjene, før man skal betale mellem- og topskat. Det betyder, at ganske store grupper af lønmodtagere vil få en lavere skat på den sidst tjente krone. Der er stor usikkerhed om, hvor stor en stigning i arbejdsudbuddet, dette vil medføre. Med de størrelser, som vismændene normalt lægger til grund, forventes en effekt på omkring 8 – 9.000 personer. Vismændene har imidlertid advaret om, at disse positive effekter på arbejdsudbuddet formentlig vil være mindre i den nuværende situation end i en mere normal konjunktursituation. I øjeblikket arbejder mange medarbejdere på landets virksomheder flere timer end normalt, fordi virksomhederne har meget travlt. Derfor er spillerummet for en yderligere udvidelse af arbejdstimetallet sandsynligvis mindre end normalt.

Konklusionen er derfor, at der må forventes begrænsede effekter på arbejdsudbuddet i 2009 og stort set ikke nogen effekt i 2008. Den stigning i såvel det offentlige som det private forbrug, som regeringens udspil lægger op til i de to kommende år, kan derfor ikke forventes modsvaret af en tilsvarende stigning i arbejdsudbuddet. Det er derfor en trussel mod stabiliteten i dansk økonomi, at udspillet indeholder så betydelige lempelser de første år.

I lyset af de politiske forhandlinger bemærkes, at det ikke vil gøre problemet mindre at reducere skattelempelsen og i stedet bruge pengene på at forøge det offentlige forbrug. Tværtimod vil dette føre til en større stigning i den samlede efterspørgsel – og dermed en endnu større risiko for overophedning. Årsagen er, at en del af den lempelse, der kommer via skattesænkninger, vil føre til øget opsparing, mens hele stigningen i de offentlige bevillinger leder til øget efterspørgsel.

Det vil derimod være en god ide at gennemføre en skatteomlægning, som letter skatten på arbejdskraft, og samtidig øger skatten på andre områder i fuldt ud samme omfang. Dermed kan man stimulere arbejdsudbuddet uden at øge det private forbrug, og på den måde kan man afhjælpe mangelen på arbejdskraft. En skatteomlægning efter dette princip vil på kort sigt kræve en væsentligt større stigning i f.eks. de grønne afgifter end det, regeringen har lagt op til.

Hvad med det langsigtede økonomiske råderum? Har staten på langt sigt råd til at tilbyde mere velfærdsservice og skattelettelser? Ifølge regeringens nye 2015-plan er svaret ”ja, hvis…”. For der er nemlig et ”hvis”. Med regeringens forudsætninger er planen fuldt finansieret, hvis beskæftigelsen permanent forøges med 20.000 personer frem mod 2015, og hvis den nuværende høje arbejdstid fastholdes i fremtiden. Finansministeriet vurderer, at sidstnævnte udfordring er næsten dobbelt så stor som den forøgede beskæftigelse på 20.000 personer.

Der er derfor et betydeligt langsigtet finansieringsbehov – i størrelsesorden 12 mia. kr. pr. år i dagens priser - selv på regeringens egne præmisser. Vismændene er noget mere skeptiske med hensyn til den langsigtede finansiering. I øjeblikket er der ganske vist et rekordstort overskud på statsfinanserne, men det skyldes både den ekstraordinært gunstige konjunktursituation og det faktum, at antallet af personer i arbejdsstyrken målt i forhold til antallet af ældre og børn er rekordhøjt i disse år. Selvom Velfærdsforliget fra sidste år vil standse arbejdsstyrkens tendens til fald og reducere tilgangen til efterløn og folkepension fra 2019, tager forliget ikke hånd om den anden store udfordring for velfærdssamfundet – væksten i den offentlige velfærdsservice. Her forventer vismændene en højere vækst i særligt sundhedsudgifterne end regeringen lægger til grund. På denne baggrund er det alvorligt, at kravet til finanspolitisk holdbarhed øges med 0,8 pct. af BNP som følge af regeringsudspillet.

Det er meget positivt, at der hidtil har været udbredt konsensus om at tilrettelægge skatte- og udgiftspolitikken efter en mellemfristet plan, der tager højde for de udfordringer, som befolkningsudviklingen stiller os overfor. Det har i høj grad medvirket til at disciplinere den økonomiske politik og dermed til at ruste dansk økonomi bedre til fremtiden. Desværre tyder alt nu på, at både regering og opposition er blevet så berusede af den aktuelle højkonjunktur, at de ønsker at slække væsentligt på den finanspolitiske disciplin, der ellers hidtil har tjent os så godt.

Peter Birch Sørensen er professor ved Københavns Universitet og formand for De Økonomiske Råd.