Skattefrit år til de 64-årige

Der er i øjeblikket mangel på arbejdskraft på store dele af arbejdsmarkedet. Problemet bliver i de kommende år forstærket af, at der vil komme mange flere personer i de aldersgrupper, som trækker sig tilbage på efterløn eller pension, end i de aldersgrupper, der træder ind på arbejdsmarkedet.

Indtil nu har vi været vant til, at der kommer flere personer i arbejdsstyrken hvert år, men i de kommende år kan vi se frem til et fald på ca. 5.000 hvert år, hvis ikke det lykkes at få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet eller starte lidt tidligere.

Velfærdsforliget fra 2006 har blandt andet til formål at få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet – ved at regulere pensions- og efterlønsalderen i takt med stigningen i levetiden. Men politikerne valgte at udskyde starten på forhøjelsen af efterlønsalderen til år 2019. Det varer derfor stadig 12 år, inden der kommer et bidrag fra denne del af velfærdsforliget. Og imens forventes arbejdsstyrken som nævnt at falde hvert år.

Vismændenes foretrukne løsning ville klart være at fremrykke tidspunktet for forhøjelsen af efterlønsalderen, så Danmark også i de kommende år kunne have større glæde af seniorerne på arbejdsmarkedet. Det ville betyde, at velfærdsforliget kom til at omfatte danmarkshistoriens største årgange (de såkaldte 68-ere), som netop trækker sig tilbage i disse år – og derfor bliver undtaget for effekten af velfærdsforliget.

Vi må imidlertid konstatere, at der indtil videre ikke er politisk vilje til at korrigere velfærdsforliget. Derfor er der behov for på anden måde at gøre det attraktivt for såvel unge som ældre at deltage på arbejdsmarkedet.

Danmark har i sammenligning med de øvrige OECD lande en meget høj erhvervsdeltagelse for personer i alderen fra 30 til 59 år. Det er derfor vanskeligt at forestille sig, at der kan komme et væsentligt bidrag til arbejdsstyrken fra denne aldersgruppe. Danske unge starter ca. 1½ år senere på deres studie end unge i andre europæiske lande.

En del af denne forsinkelse skyldes dog, at de unge arbejder som ufaglærte, inden de går i gang med studiet. Hvis overgangen til videreuddannelse blev fremskyndet, ville det øge arbejdsstyrkens uddannelsesniveau, men det ville kun i begrænset omfang øge antallet af personer i arbejdsstyrken.

Sammenlagt bliver det derfor meget svært at opnå markante stigninger i arbejdsstyrken uden at øge erhvervsdeltagelsen for gruppen af personer på 60 år eller der over. Det er også i denne aldersgruppe, at Danmark har lavere erhvervsdeltagelse end de øvrige nordiske lande, hvilket ikke mindst skyldes efterlønsordningens store udbredelse.

Hvis reglerne for efterløn og pension fastholdes uændret, vil personer over 60 år have en stor økonomisk tilskyndelse til at forlade arbejdsmarkedet, også selvom de måtte have både det fysiske og psykiske overskud til fortsat at deltage på arbejdsmarkedet.

Tankegangen i vismændenes forslag er at modvirke denne økonomiske tilskyndelse ved også at give en tilskyndelse til at blive på arbejdsmarkedet. Dette gøres ved at tilbyde et stort beskæftigelsesfradrag til personer, som bliver på arbejdsmarkedet, til de fylder 65 år.

For at opnå størst mulig beskæftigelseseffekt er det vigtigt, at tilskyndelsen udformes rigtigt. Det skal for det første sikres, at så mange som muligt ændrer adfærd og lader være med at trække sig tilbage. Det skal for det andet sikres, at pengene ikke ”bare” uddeles til dem, der under alle omstændigheder ville have forsat med at være på arbejdsmarkedet.

Et beskæftigelsesfradrag til personer på 60 år og derover kunne få nogle af dem, der ellers ville have trukket sig tilbage, til at blive på arbejdsmarkedet. Men en sådan ordning ville også give forholdsvis mange penge til personer, der ville være blevet på arbejdsmarkedet under alle omstændigheder. Det skyldes, at ca. halvdelen af de 60-årige allerede i dag fortsætter på arbejdsmarkedet. Hvis man derimod giver beskæftigelsesfradraget til de 64-årige, er der kun 18 pct. af årgangen, som ville være på arbejdsmarkedet under alle omstændigheder. Det er altså meget mere effektivt at give et 5 gange så højt fradrag til de 64-årige end at give 1/5 af fradraget hvert af årene fra 60 til 64 år, hvis man vil give så lidt som muligt til personer, som ville være blevet på arbejdsmarkedet under alle omstændigheder.

Hvis fradraget kun gives til de 64-årige, er det på den anden side meget vigtigt at sikre sig, at det ikke kun er de 64-årige, som øger arbejdsudbuddet, men alle fem aldersgrupper fra 60 til 64 år. Det sikres bedst ved at stille som betingelse for beskæftigelsesfradraget, at man også som 60- til 63-årig har haft en gennemsnitlig arbejdsindkomst af en sådan størrelse, at man ville have kunnet udnytte det forhøjede beskæftigelsesfradrag fuldt ud. Det betyder også, at indførelsen af det skattefri år først kan ske efter 4 år, dvs. tidligst fra år 2012. For at få maksimal effekt skal det altså annonceres, at hvis dem, der fylder 60 i 2008, i de efterfølgende år frem mod 2012 har en gennemsnitlig arbejdsindkomst over et vist beløb, kan de som 64-årige få et beskæftigelsesfradrag med en skatteværdi på 100.000 kr.

En sådan tilrettelæggelse af skattelettelsen har den ekstra gevinst, at skattelettelsen og den deraf følgende stigning i efterspørgslen efter arbejdskraft først kommer i år 2012, medens forøgelsen af arbejdsudbuddet sker allerede i årene 2008-2011.

På den måde vil ordningen bidrage til at mindske mangelen på arbejdskraft i de nærmest kommende år, hvor der ellers er risiko for, at presset på arbejdsmarkedet fører til en overophedning af økonomien.

For yderligere at styrke arbejdsudbudseffekten på kort sigt foreslås en såkaldt indfasning af beskæftigelsesfradraget, således at 64-årige allerede i 2010 kan opnå et beskæftigelsesfradrag mod at opfylde betingelserne for at være i beskæftigelse frem til det 64. år.

Motivationen for denne fremrykning er, at personer, der bliver 62 år i 2008, vil få incitament til at blive på arbejdsmarkedet i yderligere to år.

Da en betydelig del af den samlede tilbagetrækning på efterløn sker ved det 62. år, vil en sådan indfasning give en større stigning i arbejdsudbuddet allerede fra år 2008 og kan derved bidrage til at undgå overophedning af økonomien.

Tilrettelæggelsen af fradraget bør endvidere tage højde for de ændringer i efterløns- og pensionsaldren som følger af velfærdsforliget. Dvs. frem til 2024 fastholdes beskæftigelsesfradraget til de 64 årige (født i 1960), mens det herefter følger med pensionsalderen opad således at f.eks. personer født i 1962 kan får fradraget fra de er 65 til 66 år osv.

Det er vanskeligt at vurdere, hvor meget forslaget vil kunne øge arbejdsudbuddet.

Potentialet er ganske betydeligt, da 80 pct. af alle efterlønsmodtagere ifølge en spørgeskemaundersøgelse selv vurderer, at de ville være i stand til at varetage et job. Det svarer til knap 90.000 personer. Vismændene vurderer i rapporten fra foråret, at den maksimale forventede beskæftigelseseffekt af forslaget ligger på omkring 15.000 personer.

Det er imidlertid tilstrækkeligt, at 1.700 fra hver af aldersgrupperne 62 til 64 år (dvs. i alt ca. 5.000 personer) skifter fra efterløn til beskæftigelse for at forslaget er selvfinansierende – dvs. ikke koster noget for staten.