Skattelettelser - Hvornår og hvordan?

Debatten om skattepolitikken raser med hidtil uset styrke, ikke mindst i Børsens spalter. Børsen har gentagne gange på lederplads argumenteret for, at en del af det store overskud på de offentlige finanser bør omsættes i en sænkning af marginalskatterne, jo før jo bedre.

Andre, herunder finansministeren, Nationalbanken og de økonomiske vismænd, har advaret mod en ufinansieret skattelettelse i den nuværende konjunktursituation. I det følgende vil vi fremlægge vismændenes argumenter.
 

Den aktuelle debat går på, om der er ”råderum” for skattelettelser. I den forbindelse må der skelnes mellem det lange og det korte sigt. Det er velkendt, at de offentlige finanser på længere sigt vil komme under betydeligt pres, idet stadigt færre erhvervsaktive skal forsørge stadigt flere ældre.

Formålet med sidste års velfærdsforlig var at reducere de fremtidige udgifter til efterløn og pensioner, så fremtidige skatteforhøjelser kan undgås. I vor langsigtede fremskrivning af dansk økonomi i vismandsrapporten fra december 2006 skønnede vi, at velfærdsforliget kun løser en del af det langsigtede finansieringsproblem. Vor fremskrivning forudsatte, at skattestoppet ophæves efter 2010.

Hvis skattestoppet fastholdes (således at punktafgifterne og ejendomsværdiskatten ikke får lov at stige i takt med inflationen), vil der hen ad vejen blive behov for store offentlige besparelser for at sikre holdbare offentlige finanser. Der er altså ikke noget langsigtet råderum for skattelettelser, med mindre de kan udformes på en sådan måde, at de er selvfinansierende i kraft af såkaldte ”dynamiske” effekter. Det spørgsmål vender vi tilbage til.

På kort sigt drejer ”råderumsdiskussionen” sig om, hvorvidt skattelettelser her og nu vil øge eller mindske mangelen på arbejdskraft. Vil skattelettelser være benzin eller vand på konjunkturbålet? Skattelettelser vil naturligvis øge privatforbruget og dermed virksomhedernes afsætning, hvilket vil øge efterspørgslen efter arbejdskraft. Det er denne åbenlyse effekt, der ligger til grund for finansministerens, Nationalbankens og vismændenes advarsler.

Men lettelser i skatten på arbejdsindkomst kan også øge arbejdsudbuddet. Tilhængerne af skattelettelser argumenterer, at denne ”dynamiske” udbudseffekt vil være så stor, at en skattesænkning faktisk vil mindske mangelen på arbejdskraft. De hævder endvidere, at arbejdsudbudseffekten vil være så kraftig, at skattelettelsen vil være stort set selvfinansierende, idet den øgede beskæftigelse og aktivitet automatisk vil øge skatteindtægterne. I dette optimistiske scenario er der altså både et kortsigtet og et langsigtet ”råderum” for skattelettelser.

Arbejdsudbudseffekten af en skattelettelse afhænger naturligvis afgørende af, hvordan lettelsen udformes. Hvis lettelsen f.eks. tager form af en sænkning af den statslige bundskat, vil den både komme overførselsmodtagerne og de beskæftigede til gode. En sådan skattelettelse vil kun i begrænset omfang øge tilskyndelsen til at arbejde og vil med sikkerhed koste et provenutab og skærpe mangelen på arbejdskraft.

En sænkning af marginalskatten, f.eks. i form af en forøgelse af grænsen for betaling af topskat eller en lavere sats for top- eller mellemskat, vil derimod medføre en væsentligt større forbedring af incitamentet til arbejde per krones skattelettelse, da disse skatter kun opkræves af arbejdsindtægter over en vis grænse.

Faktisk kan man godt opstille tilforladelige regnestykker, hvor en lettelse af mellem- eller topskatten er tæt på at være selvfinansierende, og hvor den øger arbejdsudbuddet mere end arbejdskraftefterspørgslen. Men hvis det er tilfældet, hvorfor anbefaler vismændene så ikke en skattelettelse her og nu som bidrag til at afhjælpe mangelen på arbejdskraft?
 
Svaret er, at usikkerheden i sådanne regnestykker er så stor, at det ville være hasardspil om stabiliteten i dansk økonomi at eksperimentere med ufinansierede skattelettelser i den nuværende konjunktursituation.

Noget af usikkerheden knytter sig til, hvor kraftigt en skattelettelse vil påvirke privatforbruget på kort sigt, men langt den største usikkerhed vedrører effekten af en marginalskattelettelse på arbejdsudbuddet. Man må regne med, at der går noget tid, inden denne effekt slår fuldt igennem.

I den nuværende situation med mangel på arbejdskraft er der formentlig mange medarbejdere på landets virksomheder, der arbejder flere timer end normalt. Man kan derfor frygte, at spillerummet for en udvidelse af arbejdstimetallet er mindre, end det ville være i en normal konjunktursituation. I et arbejdsmarked, der er tæt på overophedning, ville det selvsagt være katastrofalt, hvis den ventede arbejdsudbudseffekt af en skattelettelse udebliver samtidigt med, at forbrugsstigningen øger efterspørgslen efter arbejdskraft. Ufinansierede skattelettelser gør mest gavn i en lavkonjunktur, hvor der er brug for at sparke økonomien i gang. Før eller siden løber dansk økonomi igen ind i en lavkonjunktur. De risikofaktorer, der er nævnt ovenfor, taler for at udskyde skattelettelser til et tidspunkt, hvor der er behov for en finanspolitisk lempelse.

Vi advarer altså mod ufinansierede generelle skattelettelser i den nuværende konjunktursituation. I den nye vismandsrapport har vi dog fremlagt et skattepolitisk forslag, der bygger på tankegangen om ”dynamiske” effekter. For at afhjælpe mangelen på arbejdskraft foreslår vi således bl.a., at der gives en skattelettelse på op til 100.000 kr. til de 64-årige, der har været i beskæftigelse de foregående fire år.

Formålet er at tilskynde personer, der ellers ville gå på efterløn, til at blive på arbejdsmarkedet indtil folkepensionsalderen. Vi har tidligere foreslået efterlønnen afskaffet, men efter indgåelsen af sidste års velfærdsforlig må vi konstatere, at dette ikke er politisk realistisk i en overskuelig fremtid. Forslaget om et ”skattefrit år” til de 64-årige kan ses som en lappeløsning, der skal afbøde de uhensigtsmæssige virkninger af efterlønnen på arbejdsudbuddet.

Vi har beregnet, at hvis blot 1700 af de 6000 personer, der årligt går på efterløn som 62-årige, vælger at udskyde deres tilbagetrækning, vil vort forslag om et skattefrit år være selvfinansierende. Dette afspejler de betydelige samfundsøkonomiske omkostninger ved efterlønsordningen. I modsætning til generelle skattelettelser vil vort forslag entydigt mindske den aktuelle mangel på arbejdskraft. Vi foreslår nemlig, at skattefritagelsen gives første gang til personer, der fylder 64 år i løbet af 2010. Dermed undgår man at pumpe mere købekraft ud i økonomien her og nu, men samtidigt opnår man straks en positiv effekt på arbejdsudbuddet fra de 62-63-årige, og muligvis også fra de 60-61-årige, da folk allerede i dag skal beslutte at blive på arbejdsmarkedet for at optjene retten til den fremtidige skattelettelse.

Pointen er altså, at både udformningen og timingen af en skattelettelse bør tage hensyn til konjunktursituationen for at fastholde stabiliteten i dansk økonomi.