Boligmarkedet & boligpolitikken
Forord i Samfundsøkonomen feb. 2002:1
Boligmarkedet & boligpolitiken
| af Peder Andersen og John Smidt, Det Økonomiske Råds Sekretariat, Gæsteredaktører |
| Boligmarkedet spiller en central rolle i samfundsøkonomien, og boligpolitikken opfattes som en af grundpillerne i velfærdssamfundet. Det er derfor ikke overraskende, at boligmarkedet og boligpolitikken har været genstand for mange rapporter og været udsat for behandling i mange udvalg. Vismandsrapporten fra 1970, Ølgaard-udvalget fra 1988 og Lejelovskommisionen fra 1997 for blot at nævne nogle få. Trods den store opmærksomhed fra både økonomers og politikeres side måtte vismandsrapporten fra foråret 2001 konstatere, at boligmarkedet fortsat er skævt og ineffektivt. Boligmarkedet modtager en massiv støtte på mere end 30 mia. kr. om året i direkte og indirekte støtte. Støtten gives dels i form af skattebegunstigelse af især ejerboliger, dels i form af direkte tilskud til opførelse, drift og vedligeholdelse af ikke mindst almene boliger og dels i form af direkte personlige tilskud i form af boligsikring og boligydelse. Hertil kommer, at huslejereguleringen, der stammer tilbage fra tiden omkring 2. verdenskrig, har en række negative effektivitetsvirkninger på det private lejemarked. Vismandsrapporten konkluderer, at danskerne gennemsnitligt set betaler langt mindre for det at bo, end det samfundsmæssigt koster, og viser samtidig, at gevinsterne ved den nuværende boligpolitik i bekymrende grad kommer de rige og veluddannede til gode. Kan gode analyser og boligpolitiske vurderinger ændre den danske boligpolitik? Det kan kun fremtiden vise, men ligefrem skade kan det vel ikke. I temanummerets første artikel beskriver Ulrik Nødgaard og Søren Bech af Økonomi- og Erhvervsministeriet den danske boligpolitik med udgangspunkt i de fire boligformer. Artiklen konkluderer, at støtten til boligforbruget er blevet reduceret, især for ejerboliger, mens der ikke er ændret afgørende i huslejereguleringen i den private sektor. Forfatterne konstaterer også, at boligpolitikken står over for nogle udfordringer de kommende år, bl.a. spørgsmålet om ejerboligbeskatning, den almene sektors fremtidige indretning og muligheden for at omlægge murstensstøtte til personlig støtte. Hans Skifter Andersen, Statens Byggeforskningsinstitut, giver en oversigt over erfaringerne fra boligpolitiske tiltag i en række andre lande. Disse erfaringer understreger bl.a. vigtigheden af en ligeværdig økonomisk konkurrence mellem ejerformerne for at undgå forvridninger på boligmarkedet. I de to følgende artikler behandler Anne Kristine Høj og Jakob R. Munch hhv. John Smidt, Det Økonomiske Råds Sekretariat udvalgte emner fra Vismandsrapporten og giver svar på en række spørgsmål og kritikpunkter, der har været fremme i debatten dels om huslejereguleringens fordelingsvirkninger, dels om ejendomsværdibeskatningen. Claus Vastrup, Aarhus Universitet diskuterer forskellige aspekter af ejerboligbeskatningen og huslejereguleringen og konkluderer, at fordelingen af beboere på hhv. ejer- og lejermarkedet især er et resultat af samspillet mellem skattereglerne, der medvirker til, at velhavende personer har en tendens til at bosætte sig i ejerbolig, og boligsikring mv., der trækker i retning af, at lavindkomsthusstande bosætter sig i lejeboliger. I artiklen om den almene sektor kritiserer Gert Nielsen, Boligselskabernes Landsforening, vismandsrapporten. Kritikken rettes dels mod fordelingsberegningerne, dels mod, at rapporten ikke analyserer problemerne om segregering på boligmarkedet. Artiklen beskriver endvidere den almene sektors rolle, og sektorens fremtid diskuteres bl.a. med udgangspunkt i de aktuelle planer om frasalg. Endelig beskriver Jens Lunde, Handelshøjskolen i København, i nummerets sidste artikel en række forslag til en sammenhængende reform af boligmarkedet, herunder afskaffelse af huslejereguleringen og ensartet beskatning af alle boligformer. Til trods for talrige rapporter og betænkninger om boligmarkdet med konklusioner, der ikke kan undgå at være tankevækkende for ansvarlige politikere, synes en gennemgribende reform af boligmarkedet ikke lige om hjørnet. Den førte boligpolitik har ikke forhindret, at boligmarkedet fungerer dårligt. Samtidig kan interesseorganisationer ofte se en fordel i status quo ! i hvert fald på deres område. Denne manglende vilje til at ændre tingene hænger uden tvivl sammen med, at en reform af boligmarkedet vil skabe betydelige omfordelinger fra nogle med erhvervede rettigheder til nogle, det er sværere at identificere. Dette gør det i en politisk verden svært at tage fat om problemerne, men samtidig forøger det eksperternes forpligtelse til at beskrive konsekvenserne af at lade stå til og om de mulige fordele, der kunne opnås, ved at ændre. God læselyst. |
Peder Andersen og John Smidt
Samfundsøkonomen,
2002:01
Skrevet i relation til