Bolignød og smørbjerge

Fødevarer og boliger har mange ting til fælles. Det er basale livsfornødenheder for alle, og i krigs- og krisetider har man derfor prøvet at sikre alle familier en rimelig forsyning ved hjælp af rationeringer, offentlige tilskud og støttet produktion.

Det gjorde man i de fleste europæiske lande i årene under og efter Anden Verdenskrig, og en række steder - f.eks. i Danmark - er man aldrig kommet af med reguleringerne (for landbrugets vedkommende er det jo et fælles EU-problem).

Hvis man ikke tænker sig meget grundigt om, kommer man imidlertid let galt af sted med sådanne permanente indgreb i markedernes funktion. Og der er utallige tegn på, at det er man kommet både på boligpolitikkens og på landbrugspolitikkens område. Ordningerne har på begge områder fået mere og mere karakter af en absurd skinverden, hvor den almindelige økonomiske fornufts regler ikke bliver taget alvorligt.

Resultatet er ikke opløftende. På boligmarkedet taler man i Danmark 50 år efter krigen - i en situation, hvor vi har flere boliger og kvadratmeter pr. indbygger end næsten alle andre lande i verden - stadig om 'bolignød'. På fødevareområdet har vi 'smør- og kødbjerge', overskudslagre af korn, og 'vinsøer', forbrugerne får for dyre fødevarer, og landmændene klager stadig over for små indkomster.

På boligområdet frygtede man i 1939, hvad der kunne ske, når der blev krig i Europa. I sådanne unormale tider kunne man let forestille sig, at de med penge prøvede at sikre sig fast ejendom, og at de uden penge kom i klemme. Man prøvede at undgå dette ved huslejeregulering. Og det var måske meget fornuftigt i 1939.

Problemet er, at man aldrig siden er kommet af med reguleringerne. Når lejen bliver kunstigt lav, så kommer der ikke et tilstrækkeligt udbud af boliger. For boliger sker der imidlertid ingen katastrofer de første år - den eksisterende boligbeholdning forsvinder ikke - men det bliver værre og værre, jo længere reguleringen varer, for hvis lejen er for lav, bliver der ikke bygget nok.

Hvis huslejen er kunstigt lav, vil efterspørgslen være kunstigt høj og udbuddet kunstigt lavt. Der er altså for lille et udbud i forhold til efterspørgslen. Der er 'bolignød'. Det lapper man så på med offentligt støttet byggeri.

Hvis man så samtidig har dele af boligmarkedet, f.eks. ejerboligmarkedet, hvor der ikke er maksimalpriser og lejeregulering, så vil prisen her blive urimeligt høj, fordi det er den eneste måde, hvorpå nye familier kan få fingre i en anstændig bolig; de kan jo ikke uden videre komme ind i de gamle lejligheder med den regulerede husleje.

Hele nytilgangen til boligmarkedet kommer så til at ligge i det uregulerede ejerboligmarked og i det støttede byggeri. Privat udlejningsbyggeri bliver en uddøende aktivitet. Men så kunne man lappe på de dyre ejerboliger med lavere skatter, og det har man faktisk også gjort - ejendomsværdiskatten beskatter en investering i egen bolig langt lavere end den tilsvarende beskatning af en investering i obligationer eller udlejningsbyggeri, og ejendomsskattesatserne er betydeligt lavere end for 30 år siden.

Det er lidt som at lappe på et halvråddent, hårdtpumpet dæk. Hver gang man har lappet et hul, opstår der et nyt lige ved siden af, som så skal have en lap.

Helt tilsvarende er situationen på landbrugsområdet. Krigen bevirkede i mange lande, at man så fødevareknaphed, og mange småbønder kom i klemme under 1930ernes krise, krigen og de første turbulente efterkrigsår. Da man i 1958 startede Fællesmarkedet og dermed EUs fælles landbrugspolitik, ville man derfor søge at sikre en høj produktion af fødevarer og en 'rimelig' indkomst til bønderne; det må huskes, at de oprindelige fællesmarkedslande ikke dengang kunne forsyne sig selv med fødevarer og havde mange fattige småbønder.

En 'naturlig' måde at nå disse mål på var ved at garantere høje og stabile priser - det ville stimulere produktionen og give landmændenes indkomster et løft. Og det var simpelt at udføre. Man behøvede bare at lægge en told på importen, der sikrede, at priserne i det fælles marked fik den højde, man ønskede sig.

Igen skete der ingen katastrofer lige med det samme. Landbrugsproduktionen kan ikke uden videre øges fra det ene år til det næste; mængden af jord er ikke til at ændre, antallet af bønder heller ikke, og fordi priserne er høje et enkelt år, så anskaffer man sig ikke nye maskiner. Men når priserne er høje i mange år, så virker det. Så anskaffer man sig nye maskiner, går over til en mere intensiv dyrkning af jorden, bruger mere kunstgødning osv., og det har effekt.

Det kunne man se i Fællesmarkedet. Der var ikke længere fødevaremangel og importbehov, men overproduktion. Skulle den høje pris derfor - af hensyn til landmændenes indkomster - opretholdes, måtte EU og staterne opkøbe overproduktionen. Man kunne lægge det opkøbte på lager, men så hobede det sig op i 'smør- og kornbjerge', og i 'vinsøer', og så måtte det sælges på verdensmarkedet til væsentlig lavere priser, end det var opkøbt til - og det blev i længden meget dyrt for EU.

Det måtte man så lappe på ved at søge at forhindre landmændene i fortsat at øge produktionen. Man startede med 'medansvarsafgifter', hvorved landmændene selv skulle være med til at finansiere projektet, og så mælkekvoter, der skulle holde mælkeproduktionen nede på trods af de høje priser, og tilsvarende tvungen støttet braklægning, hvor man betalte for ikke at dyrke jorden.

Senere har man så prøvet at sætte priserne ned, idet man giver kompensation i form af støtte per hektar eller per ko. Igen lap på lap i et uoverskueligt reguleringssystem, hvor landmændene tvinges til ikke at tænke i rationel produktion, men i udnyttelse af støtte- og reguleringsregler.

Disse ordninger er ikke kun uoverskueligt indviklede. De er også meget dyre. Det Økonomiske Råds formandskab beregnede i sin forårsrapport, at det offentlige giver et tilskud til danskernes boligforbrug på omkring 30 milliarder kroner årlig, og støtten til dansk landbrug fra det offentlige og fra forbrugerne (via kunstigt høje priser) andrager ifølge beregninger fra Jordbrugsøkonomisk Institut cirka 15 milliarder kroner årlig.

Det vil altså sige en samlet støtte til de to områder på i alt omkring 45 milliarder kroner om året; til sammenligning kan nævnes, at de samlede offentlige udgifter her i landet til uddannelse inklusive alt fra folkeskolen til efteruddannelse udgør cirka 60 milliarder kroner, og de samlede hospitalsudgifter omkring 47 milliarder kroner.

Men, vil en og anden socialt sindet humanist nok sige, jeg kender udmærket disse økonomer og deres tale om øget effektivitet og besparelser. Men hvis jævne mennesker får lidt støtte til at få en ordentlig bolig, og nogle yngre landmænd lidt hjælp til at få det til at løbe rundt, så er det i orden for mig.

Problemet er, at sådan forholder det sig ikke. Det er ikke almindelige, nye boligejere og yngre landmænd, der scorer kassen. Det er dem, der sad på flæsket fra starten af, der fik boliger og landbrug med tilhørende ret til støtte.

Der er i virkeligheden ingen støtte til de nye, yngre generationer, for de kommer til at betale de forrige indehavere for retten til støtten.

Når prisen på en landejendom skal fastlægges, så afhænger den af, hvor stor en købspris bedriften kan forrente. En landmand, der skal købe en gård, vil give en pris, der giver en passende forrentning til den investerede kapital og en acceptabel løn til ham selv. Hvis der til indtægterne kommer støtte, så kan han forrente et større beløb, og priserne på ejendomme stiger. Nye ejere får således ingen gavn af støtten, for den resulterer i højere ejendomspriser. De får derfor nok støtte, men gevinsten opvejes af højere ejendomspriser.

Noget helt tilsvarende gælder på boligmarkedet. Heller ikke her kommer nye boligindehavere gratis i besiddelse af støttede eller huslejeregulerede boliger. Er det en almindeligt handlet bolig, vil det vise sig i prisen. Og hvis man har en attraktiv bolig med en kunstigt lav husleje, så afgiver man ikke uden videre denne bolig. Man vil måske kræve penge under bordet, eller man vil prøve at hjælpe et familiemedlem eller en bekendt til at komme ind.

Det kan også være en rettighed, der overdrages efter sindrigt fastlagte regler, f.eks. til det medlem af den pensionskasse, der ejer boligen, der har højest anciennitet. Eller ved et køsystem, hvor man skal vente i årtier på de mest attraktive boliger.

Man skal således i hvert fald hverken forsvare landbrugspolitikken eller boligpolitikken med hensynet til de yngre generationer, for det er helt utvivlsomt, at det er de etablerede med deres erhvervede rettigheder (der somme tider kaldes velerhvervede, fordi man har glemt, hvor tilfældigt de er erhvervet), der sidder med trumferne - på de yngres bekostning.

Men betyder det så, at man efter en passende overgangsperiode skal lade markedsmekanismen styre både fødevare- og boligmarkedet uden offentlige indgreb? Ja, det er et godt spørgsmål, som man må tænke nøgternt over.

Der har som tidligere nævnt historisk været en række grunde til, at man har grebet ind. Det har fra velfærdsstatens begyndelse været anset for vigtigt at sikre navnlig børn en sund opvækst i lyse boliger og samtidig en sund og næringsrig kost, derfor f.eks. gratis skolemælk.

Det var et naturligt led i den offentlige sundhedspolitik. Det var de underernærede børn i de fugtige boliger, der fik f.eks. tuberkulose og bronkitis.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at argumenterne for offentlig støtte til sunde boliger og fødevarer var bedre først i det 20. århundrede end først i det 21. Det er meget få boliger, der i dag ser ud, så det giver sundhedsproblemer at bebo dem.

Tilsvarende med fødevarer - det er ikke manglende forsyninger, der giver sundhedsproblemer. Det er snarere for mange end for få kalorier, der giver sundhedsproblemer.

Det er således i dag diskutabelt, om det er nødvendigt, at det offentlige træder til for at sikre forsyningen af boliger og fødevarer.

Men det kan ikke diskuteres, at hvis man vil gribe ind, og det er der trods alt stadig visse argumenter for, så må det ske på en helt anden målrettet måde, end det sker i dag. Det kan sagtens være, at lavindkomstfamilier med mange børn bør have støtte til deres boligforbrug. Men støtten bør så gives direkte til dem via f. eks. boligsikring.

Det er faktisk i øjeblikket modsat, sådan at vi velbjergede med høj indkomst, lang anciennitet i pensionskasserne og gode forbindelser får mere gavn af de nuværende boligtilskud end de unge familier med mange børn og lav indkomst. Netop fordi det kræver høj anciennitet og forbindelser at komme ind i de mest attraktive og støttede boliger.

Tilsvarende kan det sagtens være, at man for at bevare landbrug i yderdistrikterne i Europa er nødt til at give støtte til f.eks. bjergbønder. At man for at sikre en nænsom landbrugsdrift i miljøfølsomme områder eller for at sikre en passende landskabspleje er nødt til både at regulere og at kompensere landmændene derfor. Men det er svært at se, hvorfor et intensivt dansk landbrug på Sjælland skal have offentlig støtte.

En klar politik, hvor bolig- og fødevaremarkederne overlades helt til en almindelig markedsstyring, hvor der kun blive produceret det, folk er villige til at betale for at få produceret, har selvfølgelig ulemper. Men dem må man så målrettet korrigere for ved tilskud og reguleringer til de præcise områder, man ønsker at fremme.

Man skal måske have tilskud til boligforbruget for lavindkomstfamilier med børn, eller det kan være nødvendigt med tilskud for at få hedearealer afgræsset skånsomt. Den nuværende politik med massive generelle tilskud til hele boligsektoren og hele landbruget kan der derimod vanskeligt findes rationelle argumenter for.

Man hører af og til politikere og skribenter kritisere den økonomiske fornufts iskolde logik; de hævder, at denne fornuft, der glemmer bløde værdier og medmenneskelige følelser, har fået for stor indflydelse i de moderne vesteuropæiske samfund. Det kan der måske i visse tilfælde være noget om. Men bolig- og landbrugspolitikken viser modsat, hvor galt det kan gå, hvis man glemmer den økonomiske fornuft. For man kan i hvert fald ikke beskylde økonomerne for at have ansvaret for disse områder.

Stort set alle kompetente økonomer har i årtier advaret mod den førte politik, og det bliver mere og mere synligt, at de har ret. Den nuværende politik hjælper ikke dem, den tilsigter at hjælpe, og den er fabelagtig dyr for samfundet.

Det må være på tide, at vi fordomsfrit diskuterer, hvad der skal sættes i stedet for reguleringer, der kun kan forklares ud fra knaphedssituationer i 1940erne i forbindelse med Anden Verdenskrig. Det er fuldstændig urimeligt, at pressionsgrupper og lobbyister bringer os længere og længere ud i uoverskuelige lappeløsninger.

Lappeløsninger, hvis eneste begrundelse er, at de ikke anfægter stærke gruppers etablerede rettigheder.