Glad for at være politisk naiv
Klaus Hansen mener, at en liberalisering vil være en katastrofe for lavindkomsterne, der får den største del af reguleringsgevinsten. Der er det rigtige i det, at lavindkomstgrupperne i højere grad end højindkomstgrupperne bor i lejeboligerne, men det er også det eneste rigtige i det. De største gevinster også på lejeboligmarkedet tilfalder ældre, veluddannede med høj indkomst. Det er ikke sådan, at de store gevinster ved huslejereguleringen tilfalder unge, fattige familier med mange børn. Vi undersøgte i forårets vismandrapport på en stor stikprøve af befolkningen, hvem reguleringerne kommer til gavn. Faktisk får en lejer i privat udlejningsbyggeri med en lang videregående uddannelse i gennemsnit 11.000 kr årligt mere ud af huslejereguleringen end en tilsvarende ufaglært. En 55-64-årig lejer får 5.000 kr. mere ud af det end en 18-24-årig og en med 500.000 kr. i årlig indkomst 9.000 kr. mere end en med 200.000 kr. Alle fordomme om, at det er de velbjergede med de gode forbindelser, der sidder i de gode gamle billige lejligheder, synes bekræftet af tallene. Det er et system, det er svært at forsvare med fordelingspolitiske argumenter.
Men en liberalisering vil give betydelige huslejestigninger, f.eks. 68 procent i Københavns kommune. Det viser i virkeligheden mest om, hvor forskruet systemet er. Medens huslejen i lejeboliger i København og Frederiksberg kommune næsten svarer til landsgennemsnittet (kun 5 procent over), så er ejerboliger meget dyrere i hovedstadens centrum end andre steder, hele 65 procent over landsgennemsnittet. De meget attraktive lejligheder i centrum er det svært at få fat i under alle omstændigheder. Ejerlejlighederne er ikke til at betale, og lejerboligerne kommer man ikke ind i uden forbindelser, penge under bordet eller mangfoldige års anciennitet i pensionskasse eller boligselskab. Hvad socialt retfærdigt er der i at give dem med forbindelser en kunstigt lav husleje?
Der er ikke fordelingspolitisk retfærdighed i den nuværende boligpolitik. Det har vi vist med en stor videnskabelig analyse af en stikprøve på 10 procent af befolkningen. Skal man kritisere denne undersøgelse, er det vist mest for ikke at sige noget nyt. Den er måske en af den slags analyser, der bekræfter Storm P.s definition af videnskab, som noget der beviser det, almindelige mennesker vidste i forvejen. Faktisk er næsten alle vist allerede klar over, at der er noget fortvivlende galt med dansk boligpolitik både på ejer- og lejerboligmarkedet. Og nu er det altså også grundigt statistisk dokumenteret. Men Klaus Hansen er tilsyneladende skeptisk overfor både videnskab og almindelige menneskers fornemmelser.
Og det er ikke kun fordelingsvirkningerne, der er helt skæve. Når store gode, gamle lejligheder er billigere end små nye, så flytter folk naturligvis ikke, hvis de har sikret sig en stor billig lejlighed. Heller ikke, selv om børnene flytter hjemmefra, og de egentlig ikke har brug for så meget plads. Det bliver jo for dyrt! Derfor har vi bolignød.
Samtidig ødelægger den nuværende boligpolitik mobiliteten på arbejdsmarkedet. Har man fået fat i en billig lejlighed, tager man nødigt job i en anden landsdel, hvor man skal begynde forfra på boligmarkedet.
Men lad os løse problemerne med offentligt tilgængelige ventelister, foreslår Klaus Hansen. Det er jo i hvert fald ikke løsningen hverken for de unge eller for mobiliteten på arbejdsmarkedet. I min pensionskasse får interesserede medlemmer adgang til de boliger, kassen ejer, efter anciennitet, offentligt og tilgængeligt. Og man kan der se, at det kræver 20-30 års anciennitet at få de bedste lejligheder. Det er jo lidt længe at vente for en yngre børnefamilie.
Det ville være langt mere rationelt at have et frit, usubsidieret boligmarked, hvor huslejerne var markedsbestemte, og husejerne betalte skatter, der svarede til andre formueejeres skat. Et sådant frit boligmarked kunne styres med regler for, hvor meget lejen måtte svinge, og med en direkte personlig boligstøtte til dem, der har behov derfor, f.eks. børnefamilier med små indkomster.
Men det kalder Klaus Hansen politisk naivt. Politikerne vil i hektiske finanslovsforhandlinger med mange bolde i luften let skære i boligstøtten, så lad os hellere beholde den nuværende lejelovgivning, mener Klaus Hansen. Med 30 milliarder i årlig offentlig støtte til boligsektoren, synes faren for urimelig små offentlige tilskud til boligsektoren imidlertid ikke nærliggende.
Hvis det er politisk naivt at forestille sig et mere smidigt og mere retfærdigt boligmarked end det, vi har i dag, så er jeg glad for at være politisk naiv.
Men en liberalisering vil give betydelige huslejestigninger, f.eks. 68 procent i Københavns kommune. Det viser i virkeligheden mest om, hvor forskruet systemet er. Medens huslejen i lejeboliger i København og Frederiksberg kommune næsten svarer til landsgennemsnittet (kun 5 procent over), så er ejerboliger meget dyrere i hovedstadens centrum end andre steder, hele 65 procent over landsgennemsnittet. De meget attraktive lejligheder i centrum er det svært at få fat i under alle omstændigheder. Ejerlejlighederne er ikke til at betale, og lejerboligerne kommer man ikke ind i uden forbindelser, penge under bordet eller mangfoldige års anciennitet i pensionskasse eller boligselskab. Hvad socialt retfærdigt er der i at give dem med forbindelser en kunstigt lav husleje?
Der er ikke fordelingspolitisk retfærdighed i den nuværende boligpolitik. Det har vi vist med en stor videnskabelig analyse af en stikprøve på 10 procent af befolkningen. Skal man kritisere denne undersøgelse, er det vist mest for ikke at sige noget nyt. Den er måske en af den slags analyser, der bekræfter Storm P.s definition af videnskab, som noget der beviser det, almindelige mennesker vidste i forvejen. Faktisk er næsten alle vist allerede klar over, at der er noget fortvivlende galt med dansk boligpolitik både på ejer- og lejerboligmarkedet. Og nu er det altså også grundigt statistisk dokumenteret. Men Klaus Hansen er tilsyneladende skeptisk overfor både videnskab og almindelige menneskers fornemmelser.
Og det er ikke kun fordelingsvirkningerne, der er helt skæve. Når store gode, gamle lejligheder er billigere end små nye, så flytter folk naturligvis ikke, hvis de har sikret sig en stor billig lejlighed. Heller ikke, selv om børnene flytter hjemmefra, og de egentlig ikke har brug for så meget plads. Det bliver jo for dyrt! Derfor har vi bolignød.
Samtidig ødelægger den nuværende boligpolitik mobiliteten på arbejdsmarkedet. Har man fået fat i en billig lejlighed, tager man nødigt job i en anden landsdel, hvor man skal begynde forfra på boligmarkedet.
Men lad os løse problemerne med offentligt tilgængelige ventelister, foreslår Klaus Hansen. Det er jo i hvert fald ikke løsningen hverken for de unge eller for mobiliteten på arbejdsmarkedet. I min pensionskasse får interesserede medlemmer adgang til de boliger, kassen ejer, efter anciennitet, offentligt og tilgængeligt. Og man kan der se, at det kræver 20-30 års anciennitet at få de bedste lejligheder. Det er jo lidt længe at vente for en yngre børnefamilie.
Det ville være langt mere rationelt at have et frit, usubsidieret boligmarked, hvor huslejerne var markedsbestemte, og husejerne betalte skatter, der svarede til andre formueejeres skat. Et sådant frit boligmarked kunne styres med regler for, hvor meget lejen måtte svinge, og med en direkte personlig boligstøtte til dem, der har behov derfor, f.eks. børnefamilier med små indkomster.
Men det kalder Klaus Hansen politisk naivt. Politikerne vil i hektiske finanslovsforhandlinger med mange bolde i luften let skære i boligstøtten, så lad os hellere beholde den nuværende lejelovgivning, mener Klaus Hansen. Med 30 milliarder i årlig offentlig støtte til boligsektoren, synes faren for urimelig små offentlige tilskud til boligsektoren imidlertid ikke nærliggende.
Hvis det er politisk naivt at forestille sig et mere smidigt og mere retfærdigt boligmarked end det, vi har i dag, så er jeg glad for at være politisk naiv.
Niels Kærgård
Politiken,
27. august 2001
Skrevet i relation til