Vismænd manipulerer ikke

I Information 10.10. påstår formanden for Lejernes LO i Hovedstaden, Niels Busk, at vismændene med deres rapport fra foråret bevidst manipulerede den offentlige boligpolitiske debat. Niels Busk hævder, at rapporten skjuler den kendsgerning, at det er de laveste indkomstgrupper i befolkningen, der nyder godt af huslejereguleringen, og han fremfører, at “I vismændenes rapport kan man ikke se, hvor mange ejere henholdsvis lejere, der er i de enkelte deciler, eller hvor meget hver gruppe i alt modtager i reguleringsgevinst”.

Ingen af disse påstande er korrekte. Hvis man læser vismandsrapportens side 295, fremgår alle de oplysninger, som Niels Busk efterlyser i sit indlæg. Det ses, at der er flest lejere i de nederste indkomstgrupper og flest ejere i de øverste indkomstgrupper. Lejerne har altså i gennemsnit lavere indkomster end ejerne, og da det i sagens natur kun er lejerne, der modtager reguleringsgevinsterne (den økonomiske gevinst, der følger af, at huslejen er lavere end den frie markedsleje), tildeles de i overvejende grad personerne i de nederste indkomstergrupper i befolkningen.

Det er derfor relevant at opgøre reguleringsgevinsten pr. lejer i de enkelte indkomstgrupper, og da ser man, at det er de rigeste lejere, der opnår de største økonomiske gevinster ved reguleringen af huslejerne. De forholdsvis få lejere blandt den rigeste 10. del af befolkningen i Danmark får således klart de højeste reguleringsgevinster (20.800 kr. om året), mens lejerne i den fattigste 10. del kun får en reguleringsgevinst på 8.700 kr. For indkomstgrupperne mellem den fattigste og rigeste 10. del af befolkningen er reguleringsgevinsten pr. lejer desuden støt stigende med indkomsten.

Huslejereguleringen forsvares ofte med henvisning til, at den kommer de fattigste til gode. Argumentet indebærer, at kun lejerne i de nederste indkomstgrupper bør modtage reguleringsgevinsterne - helt på samme måde som kun de fattigste lejere tildeles f.eks. boligsikring. Dette er imidlertid ikke tilfældet. I stedet er der en tendens til, at reguleringsgevinsten pr. lejer stiger med indkomsten, således at de rigeste lejere får mest og ikke mindst ud af huslejereguleringen.