Ejendomsbeskatningen i kritisk belysning. En kritisk kommentar
Artikel i Samfundsøkonomen 2002:8, december 2002
Ejendomsbeskatningen i kritisk belysning. En kritisk kommentarafJohn Smidt, Det Økonomiske Råds Sekretariat 1) |
| I Samfundsøkonomen, Oktober 2002:6, har Erik Haller Pedersen et indlæg om ejendomsbeskatningen. Erik Haller Pedersen gennemgår de sædvanlige argumenter, der leder frem til konklusionen, at den nuværende ejendomsbeskatning er for lav. Argumenterne bygger på, at jordskatter er mindre forvridende end andre skatter, at øget ejendomsbeskatning er nødvendig for symmetri mellem beskatningen af afkastet af ejerboliger og beskatningen af anden kapitalindkomst, og at jord- og ejendomsbekatning påhviler internationalt immobile faktorer og derfor bør have større vægt i en globaliseret verden relativt til eksempelvis beskatning af arbejdskraft. Så langt så godt. Dette er argumenter, som de fleste økonomer må være enige i. Erik Haller Pedersen bidrager imidlertid med en række forbehold, der sætter argumenterne i kritisk belysning. Eksempelvis finder Erik Haller Pedersen, at beskatningen af jord og ejendomsværdibeskatningen kun i meget begrænset omfang kan erstatte indkomstskatter. Nu er der næppe nogen, der havde forestillet sig, at øget beskatning af jord og øget ejendomsværdibeskatning ligefrem skulle kunne erstatte indkomstskatterne men lidt har vel også ret. Erik Haller Pedersen angiver selv et muligt provenu fra øget beskatning af jord (ekskl. landbrugsjord) på 15 mia. kr. og et provenu fra øget ejendomsværdiskat på godt 10 mia. kr. Til sammenligning er provenuet fra top- og mellemskatten tilsammen ca. 26 mia. kr. i 2002. En væsentlig pointe, som Erik Haller Pedersen også fremhæver, er, at øget ejendomsværdibeskatning bør gå hånd i hånd med en liberalisering af boligmarkedet i øvrigt. Dette korrekte synspunkt bygger blandt andet på, at symmetri mellem beskatningen af forskellige typer kapitalafkast, kun vil kunne opfattes som rimelig, hvis der hersker frie markedsforhold både på ejer- og lejermarkedet. Hvis huslejen på grund af huslejerestriktioner og tilskud er for lav, er det vanskeligt at anvende markedsrenten og markedslejen som relevante størrelser, som boligejere skal sættes i skat af. At øget ejendomsværdibeskatning bør gå hånd i hånd med deregulering af de private huslejer, tilbagerulning af generelle tilskud til almene boliger og fjernelse af skattebegunstigelsen af andelsboliger gør det oplagt til en vanskelig opgave i virkelighedens verden. Mange mennesker nyder i dag godt af en eller anden form for begunstigelse på boligmarkedet, mens de mennesker, der ikke kan få en bolig, fordi det kræver forbindelser, penge under bordet eller langvarig anciennitet, er få relativt til de begunstigede. Dem, der er begunstiget, er tilsyneladende fast besluttede på, at en mursten fortsat ikke må koste helt så meget, som den gør på det fri marked. Og de begunstigede udgør beklageligvis for de unge og andre, der endnu ikke har fået fod på det forvredne boligmarked - et stort og veletableret flertal. En række af EHPs indvendinger er dog knap så velunderbyggede. Eksempelvis fremfører Erik Haller Pedersen spørgsmålet om, hvilken rente, der bør anvendes ved fastlæggelsen af den neutrale ejendomsværdiskattesats. Skal det være 6 pct., svarende til den gennemsnitlige obligationsrente, eller snarere 4 pct., svarende til flexlånerenten? Det er oplagt et relevant spørgsmål, men det forekommer lettere tendentiøst at argumentere med, at det i stigende grad er flexlånsrenten, der danner grundlag for det opnåede rentefradrag. Det turde være oplagt, at det må være forrentningen af den udestående obligationsmængde, der må være referencepunktet. Og så vægter den lave nuværende flexrente langt mindre end antydet af Erik Haller Pedersen. Tilsvarende er det mere end vanskeligt at forstå Erik Haller Pedersens synspunkt om, at beskatningen i .. uforholdsmæssig grad falder på ejendomme i de store byområder. Huspriserne i storbyerne er højere end på landet, fordi det åbenbart er mere attraktivt at bo i storbyerne. Men når den i boligen bundne kapital dermed er større, må afkastet heraf også være det, og dermed må ejendomsværdibeskatningen, der beskatter dette afkast, også være højere. Der er derfor ikke tale om en uforholdsmæssig hård beskatning af ejerboliger i de store byområder, sådan som Erik Haller Pedersen hævder. Udover rækken af diskutable indvendinger fremfører Erik Haller Pedersen ét synspunkt, der efter min bedste vurdering er direkte forkert: I forbindelse med diskussionen af den neutrale ejendomsværdibeskatning (der er den ejendomsværdiskattesats, der sikrer symmetri mellem beskatningen af afkast af ejerboliger og afkast af anden kapitalindkomst), mere end antyder Erik Haller Pedersen, at der bør tages højde for, at boligejerne udover ejendomsværdiskat også betaler jordskatter. Erik Haller Pedersen skriver i den forbindelse, at Nedvæltningsantagelsen er her afgørende. Kun hvis der er fuld nedvæltning af jordskatter i grundpriserne er det tilladeligt at se bort fra disse i beregningen . Dette synspunkt er også fremført af andre økonomer, men så vidt vides uden argumentation. Umiddelbart forekommer det måske rimeligt at korrigere ejendomsværdiskatten for jordskatterne. Boligejere har sandsynligvis svært ved at se forskel på ejendomsskatten (der påhviler grundværdien og derfor er en jordskat) og ejendomsværdiskatten. Imidlertid er denne skelnen principielt helt afgørende, fordi jordskatter også påhviler folk, der bor til leje En korrektion af ejendomsværdiskatten for jordskatterne er således i modstrid med tankegangen om, at alle typer kapitalindkomst som udgangspunkt bør beskattes ens. Hvis man, som Erik Haller Pedersen gør, forestiller sig, at jordskatterne (evt. kun delvis) skulle modregnes i den neutrale ejendomsværdiskat, vil man dermed løbe ind i klar modstrid med symmetri-argumentet. DØR (2001) og Smidt (2002) viser, at den neutrale ejendomværdiskat rimeligvis kan sættes til 2 pct. eller dobbelt så meget som i dag. Denne størrelse fremkommer som 6 pct. gange 0,33, hvor de 6 pct. er markedsrenten, og de 0,33 er den relevante kapitalindkomstskattesats. Følger vi Erik Haller Pedersens tankegang, og forestiller vi os for eksemplets skyld, at der ikke er nedvæltning, og at jordskatterne udgør 2 pct. af ejendomsværdien (altså noget højere end i dag), skulle ejendomsværdiskatten være 0 pct. I denne situation ville en person, der bor til leje, og som har en formue placeret i rentebærende obligationer, helt kunne slippe for at betale kapitalindkomstskat, hvis vedkommende omplacerer sin obligationsformue i en ejerbolig. Godt nok skal vedkommende betale grundskatter, men det gjorde han jo i praksis også, da han boede til leje 2). Dette eksempel illustrerer, at det ikke er relevant at korrigere ejendomsværdiskatten for jordskatterne, og at denne argumentation er uafhængig af, om der er fuld nedvæltning eller ej. Som argumenteret i Smidt (2002) er den neutrale ejendomsværdiskat ikke påvirket af antagelsen om nedvæltning. Hvis der er fuld nedvæltning bæres jordskatterne af den person, der ejer jorden på det tidspunkt, hvor jordskatten indføres (eller ændres). Hvis der ingen nedvæltning er af jordskatter, vil disse fuldt ud blive båret af brugeren af jorden, uanset om vedkommende ejer den eller ej. Eksempelvis bliver jordskatterne reelt betalt af lejerne af lejeboliger, idet jordskatten bliver lagt oven i den husleje, de skal betale for at dække udlejerens forrentning af den i boligen bundne kapital. Jordskatterne betales tilsvarende af dem, der bor i ejerboligerne, men ikke fordi de ejer jorden, men fordi de har råderetten over jorden. Konklusionen er, at den neutrale ejendomsværdiskat er renten (f.eks. 6 pct.) gange den relevante kapitalindkomsskattesats (f.eks. 33 pct.) dvs. f.eks. 2 pct. eller dobbelt så meget som i dag. Dette resultat gælder (som Erik Haller Pedersen skriver) uanset afskrivninger, inflation osv. Men det gælder også uanset jordskattens (grundskyldens) højde og de antagelser, man måtte gøre om dennes nedvæltning i jordpriserne. Det er derfor forkert at inddrage jordskatterne i fastlæggelsen af den ejendomsværdiskattesats, der sikrer en lige behandling af alle typer kapitalindkomst. Modregning af jordskatterne i den neutrale ejendomsværdiskat er således i modstrid med symmetri-argumentet, fordi den samlede skattebelastning i så fald vil afhænge af, om man vælger at placere sin formue eksempelvis i obligationer eller i ejerbolig. Litteratur: Det Økonomiske Råds formandskab (2001), Dansk Økonomi, forår 2001 Pedersen, Erik Haller (2002), Ejendomsbeskatningen i kritisk belysning, Samfundsøkonomen, Oktober Smidt, John (2002), Beskatning af boliger - hvorfor og hvordan, Samfundsøkonomen, Februar Noter: 1) Kollegaer og formandskabet takkes for kommentarer. Vurderinger og synspunkter er alene forfatterens ansvar retur 2) Grundargumentet her er, at fejlen i EHPs ræsonnement bygger på, at han ikke tager højde for, at jordskatter både betales af ejere og lejere. Jordskatter (grundskyld) kan således ikke opfattes som en beskatning af kapitalafkastet af ejerboliger (og derfor skal de ikke modregnes i ejendomsværdiskatten, som netop er en bekatning af kapitalafkastet af ejerboliger). Hvis man har vanskeligt ved at acceptere, at en person, der bor til leje betaler jordskatter, kan man vælge et andet eksempel. Betragt en person, der ejer og bor i et hus med have. Her betaler vedkommende grundskatter, som med udgangspunkt i teksten er 2 pct. af ejendomsværdien. Hvis vi følger EHPs argumentation om modregning af jordskatter indebærer det, at han ikke skal betale ejendomværdiskat. Nu vælger personen at flytte ind i en ejerlejlighed, der koster nøjagtig det samme. Herved skal vedkommende kun betale en meget lille jordskat, fordi der er mindre jordtilliggende til en ejerlejlighed i grænsen (et meget højt hus) skal han slet ikke betale grundskyld. Og endnu et (absurd) eksempel til belysning af den manglende logik i at foretage korrektion for jordskatter: Antag, at manden tidligere havde været hjemløs (eller boet i et telt eller på en husbåd) og har en million placeret i rentebærende obligationer. I det tilfælde betaler han skat af renteindtægterne (svarende til ca. 6 pct. gange en skattesats på (mindst) 0,33 pct.). Hvis han køber og flytter ind i en ejerlejlighed i højhuset, slipper han helt for at betale skat, hvis ejendomsværdiskatten er nul altså en klar modstrid med symetri-argumentet. retur |
John Smidt
Samfundsøkonomen,
2002:8, december 2002
Skrevet i relation til