Grøn skattereform og dobbelt dividende
Artikel i Nyhedsbrev nr. 7 fra Samfund, Økonomi og Miljø (SØM), juni 2002
Grøn skattereform og dobbelt dividende
| af Peder Andersen, Det Økonomiske Råds Sekretariat |
| I regeringsgrundlaget lægges der under overskriften grøn markedsøkonomi op til en reform af miljøpolitikken i form af mere markedskonforme reguleringer. For økonomer betyder det en miljøpolitik, der lægger stor vægt på miljøskatter og andre former for markedsløsninger i form af omsættelige forureningskvoter. De klassiske argumenter for miljøskatter er velkendte. Ved at pålægge en miljøskat, der afspejler de samfundsmæssige ulemper ved forurening, vil en forurenende virksomhed afveje, om det er billigst at reducere forureningen eller betale afgift. I en simpel model finder vi, at forureningen netop reduceres til det niveau, hvor afgiften pr. enhed forurening svarer til den marginale omkostning ved at undgå at forurene. Vi får således fundet det optimale forureningsniveau. Der er således ingen tvivl om, at en miljøskat er en effektiv måde at forbedre miljøet på. Spørgsmålet er, om der er yderligere fordele, idet en miljøskat giver et skatteprovenu, som kan bruges til f.eks. at reducere forvridende skatter som f.eks. indkomstskatter, dvs. at der kan opnås et bedre miljø og desuden en forbedring i form af mindre forvridende skatter. Heraf betegnelsen dobbelt dividende. I Dansk Økonomi, forår 2001 side 197 står der bl.a. om dobbelt dividende: Argumentationen (for dobbelt dividende) lyder besnærende, men den holder som hovedregel ikke. Der er flere effekter i spil. En afgift på en forurenende vare mindsker reallønnen, hvilket betyder, at forbrugsvarer bliver dyrere i forhold til fritid, som er ubeskattet. Herved forvrides valget mellem fritid og samlet forbrug. Disse ekstra forvridninger afbødes delvis af den mindskede beskatning af arbejdskraft, som finansieres af provenuet fra afgiften. Det skal nemlig huskes, at forbrugerne i et eller andet omfang vil substituere væk fra den forurenende vare, hvorved provenuet til sænkning af indkomstskatten reduceres. Men denne substitution er jo forudsætningen for at få en miljøforbedring. Men det er klart, at provenuet fra en miljøskat bør anvendes til at reducere en meget forvridende skat, fremfor at reducere en skat der ikke eller kun i begrænset omfang forvrider. Hvis vi har en skattestruktur, som er meget inoptimal forstået på den måde, at visse skatte- og afgiftstyper anvendes for meget, medens andre bruges for lidt, vil der altid være en gevisnst ved at omlægge skattestrukturen. Et optimalt skattesystem er nemlig karakteriseret ved, at de forskellige skatteinstrumenters marginale forvridninger er ens. Hvis et skatteprovenu kan initiere, at en omlægning i skattesystemet generelt gennemføres, kan man selvfølgelig vælge at give en grøn skattereform æren herfor, men en omlægning burde have været gennemført, selv om miljøafgifter ikke var en del af omlægningen. Det kan også tænkes, at grønne miljøskatter kan spille en rolle for at afbøde imperfektioner på arbejdsmarkedet, som der politisk ikke kan tages hånd om i forbindelse med en arbejdsmarkedsreform. Endelig kan det jo heller ikke afvises, at der på nogle miljøområder er en større folkelig og politisk accept af øget brug af grønne afgifter, end der er inden for andre beskatningsområder. Konklusionen er, at miljøafgifter først og fremmest er et godt styringsinstrument til billigst muligt at opnå miljøforbedringer, og at provenuet skal bruges til at sænke andre skatter og afgifter på områder, hvor disse har mest forvridende. Afslutningsvis kan der være grund til at minde om, at andre skatter end miljøskatter bør indgå i en skattereform. En øget vægt på beskatningen af immobile faktorer vil helt givet reducere ulemperne ved opkrævning af et givet skatteprovenu. Her er først og fremmest beskatningen af jord og fast ejendom relevant. Set ud fra et økonomisk effektivitetssynspunkt vil disse skatter give små eller slet ingen forvridninger. Men andre muligheder foreligger også, f.eks. øget beskatning af olie og gas. I de kommende år bliver der et øget pres på finansieringen af velfærdsstaten, både pga. den demografiske udvikling og pga. internationaliseringen. Øget brug af miljøafgifter og en fornuftig anvendelse af provenuet sammen med øget beskatning af jord og andre immobile skatteobjekter er ud fra en økonomiske effektivitetssynsvinkel en vej til at forbedre miljøet og det danske skattesystem. |
Peder Andersen
Nyhedsbrev nr. 7 fra Samfund, Økonomi og Miljø (SØM), juni 2002,
Skrevet i relation til