Indsats. Arbejde er vejen ud af fattigdom
Vi har i den seneste vismandsrapport opgjort antallet af fattige i Danmark til 165.000 voksne i 2004. Som det fremgår af indlæg i Politiken den seneste tid, er der en tilbagevendende diskussion mellem dem, der siger, fattigdomsproblemet er meget større, og dem der siger, at der stort set ikke findes fattige i Danmark. Vi har valgt at sige, at man er fattig, hvis man har en indkomst, der er lavere end halvdelen af den midterste indkomst i befolkningen. Den grænse er valgt, fordi den ofte anvendes i internationale undersøgelser. Det svarer i 2004 til en disponibel indkomst på godt 75.000 kr. om året for en voksen. Hvis vi havde sat fattigdomsgrænsen ved 60 pct. af den midterste indkomst, ville antallet af fattige være ca. dobbelt så stort.
De fattige i Danmark udgøres især af enlige, forsørgere med mange børn, indvandrere, personer uden erhvervskompetencegivende uddannelse, personer uden for arbejdsmarkedet, og selvstændige erhvervsdrivende. Vi inkluderer ikke studerende i gruppen af fattige, fordi de i fremtiden forventes at få en højere indkomst.
Når man diskuterer bekæmpelse af fattigdom, er det naturligvis vigtigt at kunne skelne mellem dem, der selv har valgt en lav indkomst, og dem, der ikke selv har valgt at være fattige. Den egentlige indsats mod fattigdom skal rettes mod sidstnævnte gruppe, mens den førstnævnte især skal påvirkes af forbedrede økonomiske incitamenter. Det er dog ikke nogen enkel sag at foretage en sådan opdeling af de fattige. Umiddelbart kan det forekomme oplagt at løfte en person ud af fattigdom ved at tildele vedkommende en tilstrækkelig høj offentlig indkomstoverførsel. Lempelige regler og højere offentlig understøttelse vil dog begrænse de økonomiske incitamenter til at søge arbejde, og vores undersøgelser viser netop, at fattigdom især findes blandt personer uden beskæftigelse. At hjælpe folk til en fast tilknytning til arbejdsmarkedet er således den bedste måde at sikre, at personer ikke bliver fattige. Vi har i den seneste vismandsrapport angivet en række konkrete forslag til at afhjælpe fattigdom for udvalgte grupper.
Flygtninge udgør en gruppe, hvor rigtig mange har vanskeligt ved at finde beskæftigelse. De har generelt ringe sprogkundskaber og mangler kvalifikationer, der er brugbare på det danske arbejdsmarked. Flygtninge på den lave introduktionsydelse er fattige, og de har på grund af manglende kvalifikationer begrænsede muligheder for at reagere på økonomiske incitamenter. Flygtninge gennemgår de første tre år et introduktionsprogram, hvilket netop er en erkendelse af, at de har svært ved umiddelbart at opnå beskæftigelse. Introduktionsprogrammet forbedrer deres mulighed for opnå kvalifikationer, så de kan finde beskæftigelse. Vi foreslår derfor, at den lave introduktionsydelse afskaffes, og at flygtninge i introduktionsperioden tildeles introduktionsydelse på kontanthjælpsniveau, hvis de ikke kan finde beskæftigelse eller påbegynder en uddannelse.
Der er også andre grupper, hvis kvalifikationer er så mangelfulde, at de har svært ved selv at finde beskæftigelse. De kan imidlertid være sværere at identificere. Frem for en generel forhøjelse af indkomstoverførslerne er det derfor mere perspektivrigt at bruge ressourcerne på at styrke den aktive arbejdsmarkedspolitik. Kontanthjælpsmodtagere med svage kvalifikationer får forbedret deres chance for at opnå et ordinært job, hvis de tidligt i et ledighedsforløb får tilbudt en tidsbegrænset ansættelse med offentligt tilskud hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.
I de fleste overenskomster på arbejdsmarkedet er det muligt at ansætte udsatte grupper, som modtagere af langvarig kontanthjælp og andre med nedsat arbejdsevne, på særlige vilkår. De særlige vilkår kan f.eks. være en lavere løn eller nedsat arbejdstid i forhold til det, der normalt gælder på arbejdsmarkedet. Muligheden for at ansætte personer under de sociale kapitler anvendes dog kun i begrænset omfang. Et offentligt tilskud til ansatte på virksomheder, der ansætter medarbejdere på særlige vilkår, kunne måske betyde, at virksomhederne ville benytte muligheden i større omfang. Anvendelsen af tilskuddet kunne forhandles på den enkelte virksomhed. Tilskuddet kunne f.eks. gå til at belønne de medarbejdere, som yder en særlig indsats for at få integreret og oplært de nye medarbejdere, eller det kunne gå til kollektive foranstaltninger til gavn for alle medarbejdere.
Enlige forsørgere har en øget risiko for at være fattige. Samtidigt har de ofte svært ved at øge deres indkomst ved at finde arbejde, fordi de så mister en række offentlige tilskud. Vi har derfor foreslået, at der indføres et forhøjet beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere, da det vil øge sandsynligheden for, at de får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. De økonomiske forhold for enlige forsørgere kunne også forbedres, hvis normalbidraget fra den bidragspligtige forælder blev forhøjet. Normalbidragets nuværende niveau er relativt lavt og svarer næppe til halvdelen af de direkte og indirekte omkostninger til forsørgelse af et barn.
I 2004 boede omkring 75.000 børn i et fattigt hjem, heraf ca. 40 pct. hos en enlig forsørger. Det er vigtigt så vidt muligt at sikre alle børn lige muligheder, uanset hvilke økonomiske vilkår de er vokset op under. Ifølge vore undersøgelser er der en relativt høj sandsynlighed for, at personer uden en erhvervsindkomst er vokset op i hjem med lav indkomst. Alene af den grund er det vigtigt for børnenes muligheder i voksenlivet, at deres forældre får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og derigennem muligheden for at opnå en rimelig indkomst.
Det offentlige system må imidlertid også støtte op og hjælpe børn, som vokser op i fattigdom. Det er vigtigt for børns trivsel og udvikling, at de kan deltage i fritidsaktiviteter med jævnaldrende børn. Dette kan være vanskeligt for børn fra hjem med en stram økonomi. Vi har derfor foreslået et offentligt tilskud til et vist omfang af fritidsaktiviteter for børn, der vokser op i hjem, hvor hovedindtægten kommer fra kontanthjælp.
Det er vigtigt at forebygge fattigdom, og indsatsen må starte allerede i barndommen og ungdommen. Det skal ske ved bl.a. at sikre, at udsatte børn og unge får de nødvendige kvalifikationer til at deltage på arbejdsmarkedet, når de bliver voksne. Det skal starte med en målrettet indsats i daginstitutioner. Men der mangler et samlet overblik over, hvilke tiltag der effektivt kan bidrage til udviklingen af børn med en svag social baggrund. Derfor er der behov for en systematisk kvantitativ evaluering af de tiltag, der anvendes til at støtte og udvikle de mest udsatte børn.
Der bør også gøres en systematisk indsats for at sikre, at stort set alle opnår tilstrækkelige kvalifikationer i grundskolen til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Der er alt for mange unge, der aldrig gennemfører en erhvervsuddannelse, fordi deres faglige og sociale kvalifikationer fra grundskolen er for ringe. Det øger deres risiko for at blive fattige voksne.
Selvom vi hører til blandt et af de rigeste lande i verden, findes der altså fattigdom i Danmark. Det er vigtigt at hjælpe fattige ud af fattigdom, og det gøres mest effektivt ved at give dem bedre mulighed for en god og fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
De fattige i Danmark udgøres især af enlige, forsørgere med mange børn, indvandrere, personer uden erhvervskompetencegivende uddannelse, personer uden for arbejdsmarkedet, og selvstændige erhvervsdrivende. Vi inkluderer ikke studerende i gruppen af fattige, fordi de i fremtiden forventes at få en højere indkomst.
Når man diskuterer bekæmpelse af fattigdom, er det naturligvis vigtigt at kunne skelne mellem dem, der selv har valgt en lav indkomst, og dem, der ikke selv har valgt at være fattige. Den egentlige indsats mod fattigdom skal rettes mod sidstnævnte gruppe, mens den førstnævnte især skal påvirkes af forbedrede økonomiske incitamenter. Det er dog ikke nogen enkel sag at foretage en sådan opdeling af de fattige. Umiddelbart kan det forekomme oplagt at løfte en person ud af fattigdom ved at tildele vedkommende en tilstrækkelig høj offentlig indkomstoverførsel. Lempelige regler og højere offentlig understøttelse vil dog begrænse de økonomiske incitamenter til at søge arbejde, og vores undersøgelser viser netop, at fattigdom især findes blandt personer uden beskæftigelse. At hjælpe folk til en fast tilknytning til arbejdsmarkedet er således den bedste måde at sikre, at personer ikke bliver fattige. Vi har i den seneste vismandsrapport angivet en række konkrete forslag til at afhjælpe fattigdom for udvalgte grupper.
Flygtninge udgør en gruppe, hvor rigtig mange har vanskeligt ved at finde beskæftigelse. De har generelt ringe sprogkundskaber og mangler kvalifikationer, der er brugbare på det danske arbejdsmarked. Flygtninge på den lave introduktionsydelse er fattige, og de har på grund af manglende kvalifikationer begrænsede muligheder for at reagere på økonomiske incitamenter. Flygtninge gennemgår de første tre år et introduktionsprogram, hvilket netop er en erkendelse af, at de har svært ved umiddelbart at opnå beskæftigelse. Introduktionsprogrammet forbedrer deres mulighed for opnå kvalifikationer, så de kan finde beskæftigelse. Vi foreslår derfor, at den lave introduktionsydelse afskaffes, og at flygtninge i introduktionsperioden tildeles introduktionsydelse på kontanthjælpsniveau, hvis de ikke kan finde beskæftigelse eller påbegynder en uddannelse.
Der er også andre grupper, hvis kvalifikationer er så mangelfulde, at de har svært ved selv at finde beskæftigelse. De kan imidlertid være sværere at identificere. Frem for en generel forhøjelse af indkomstoverførslerne er det derfor mere perspektivrigt at bruge ressourcerne på at styrke den aktive arbejdsmarkedspolitik. Kontanthjælpsmodtagere med svage kvalifikationer får forbedret deres chance for at opnå et ordinært job, hvis de tidligt i et ledighedsforløb får tilbudt en tidsbegrænset ansættelse med offentligt tilskud hos en privat eller offentlig arbejdsgiver.
I de fleste overenskomster på arbejdsmarkedet er det muligt at ansætte udsatte grupper, som modtagere af langvarig kontanthjælp og andre med nedsat arbejdsevne, på særlige vilkår. De særlige vilkår kan f.eks. være en lavere løn eller nedsat arbejdstid i forhold til det, der normalt gælder på arbejdsmarkedet. Muligheden for at ansætte personer under de sociale kapitler anvendes dog kun i begrænset omfang. Et offentligt tilskud til ansatte på virksomheder, der ansætter medarbejdere på særlige vilkår, kunne måske betyde, at virksomhederne ville benytte muligheden i større omfang. Anvendelsen af tilskuddet kunne forhandles på den enkelte virksomhed. Tilskuddet kunne f.eks. gå til at belønne de medarbejdere, som yder en særlig indsats for at få integreret og oplært de nye medarbejdere, eller det kunne gå til kollektive foranstaltninger til gavn for alle medarbejdere.
Enlige forsørgere har en øget risiko for at være fattige. Samtidigt har de ofte svært ved at øge deres indkomst ved at finde arbejde, fordi de så mister en række offentlige tilskud. Vi har derfor foreslået, at der indføres et forhøjet beskæftigelsesfradrag til enlige forsørgere, da det vil øge sandsynligheden for, at de får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. De økonomiske forhold for enlige forsørgere kunne også forbedres, hvis normalbidraget fra den bidragspligtige forælder blev forhøjet. Normalbidragets nuværende niveau er relativt lavt og svarer næppe til halvdelen af de direkte og indirekte omkostninger til forsørgelse af et barn.
I 2004 boede omkring 75.000 børn i et fattigt hjem, heraf ca. 40 pct. hos en enlig forsørger. Det er vigtigt så vidt muligt at sikre alle børn lige muligheder, uanset hvilke økonomiske vilkår de er vokset op under. Ifølge vore undersøgelser er der en relativt høj sandsynlighed for, at personer uden en erhvervsindkomst er vokset op i hjem med lav indkomst. Alene af den grund er det vigtigt for børnenes muligheder i voksenlivet, at deres forældre får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet og derigennem muligheden for at opnå en rimelig indkomst.
Det offentlige system må imidlertid også støtte op og hjælpe børn, som vokser op i fattigdom. Det er vigtigt for børns trivsel og udvikling, at de kan deltage i fritidsaktiviteter med jævnaldrende børn. Dette kan være vanskeligt for børn fra hjem med en stram økonomi. Vi har derfor foreslået et offentligt tilskud til et vist omfang af fritidsaktiviteter for børn, der vokser op i hjem, hvor hovedindtægten kommer fra kontanthjælp.
Det er vigtigt at forebygge fattigdom, og indsatsen må starte allerede i barndommen og ungdommen. Det skal ske ved bl.a. at sikre, at udsatte børn og unge får de nødvendige kvalifikationer til at deltage på arbejdsmarkedet, når de bliver voksne. Det skal starte med en målrettet indsats i daginstitutioner. Men der mangler et samlet overblik over, hvilke tiltag der effektivt kan bidrage til udviklingen af børn med en svag social baggrund. Derfor er der behov for en systematisk kvantitativ evaluering af de tiltag, der anvendes til at støtte og udvikle de mest udsatte børn.
Der bør også gøres en systematisk indsats for at sikre, at stort set alle opnår tilstrækkelige kvalifikationer i grundskolen til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Der er alt for mange unge, der aldrig gennemfører en erhvervsuddannelse, fordi deres faglige og sociale kvalifikationer fra grundskolen er for ringe. Det øger deres risiko for at blive fattige voksne.
Selvom vi hører til blandt et af de rigeste lande i verden, findes der altså fattigdom i Danmark. Det er vigtigt at hjælpe fattige ud af fattigdom, og det gøres mest effektivt ved at give dem bedre mulighed for en god og fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Peter Birch Sørensen, Jan Rose Skaksen og Michael Rosholm
Politiken,
den den 22. december 2006.
Skrevet i relation til