Vismandsrapport

Dansk Økonomi, forår 2024

Forårsrapporten fra Det Økonomiske Råds formandskab indeholder fire kapitler.

Kapitel I og II  indeholder formandskabets vurderinger af aktuelle økonomiske problemstillinger samt en vurdering af de økonomiske udsigter frem mod 2030. I de førstkommende år ventes der fornyet fremgang med fortsat høj beskæftigelse og pres på arbejdsmarkedet. Finanspolitikken vurderes at bidrage til at øge efterspørgslen og dermed understøtte beskæftigelsen. Gunstige konjunkturudsigter og en i udgangspunktet lempelig finanspolitik tilsiger, at en strammere finanspolitik vil være passende.

Kapitel III om arv og arbejdsudbud præsenterer en empirisk analyse af effekter på arbejdsudbuddet af at modtage arv efter forældre. Analysen finder, at modtagere af arv reducerer deres arbejdsudbud både med hensyn til arbejdstid og beskæftigelsesfrekvens. Resultaterne i kapitlet peger på, at de økonomiske ministerier bør indregne en effekt på arbejdsudbuddet af ændringer i boafgiften, modsat hvad tilfældet er i dag. 

Kapitel IV  indeholder en vurdering af ministeriernes regneprincipper for deltagelseseffekter ved skatteændringer. Formandskabet vurderer overordnet, at der er grundlag for at indregne deltagelseseffekter ved ændringer i beskatningen af arbejdsindkomst, eksempelvis ændringer i beskæftigelsesfradraget.