Vismandsrapport

Dansk Økonomi, forår 2017

Specialkapitlerne i forårets rapport fra Det Økonomiske Råds formandskab omhandler de såkaldte "dynamiske effekter" af offentlige udgifter samt betydningen af udenlandsk arbejdskraft. Herudover indeholder rapporten en fremskrivning af dansk økonomi til 2025 samt en vurdering af den finanspolitiske holdbarhed og dele af det finanspolitiske rammeværk.

Nogle af budskaberne i rapporten er:

  • Der er udsigt til en vækst på godt 2 pct. i 2017 og frem imod 2025. Det anbefales at fastholde en relativt stram linje i finanspolitikken for at undgå uhensigtsmæssigt pres på arbejds- og boligmarkedet
     

  • De offentlige finanser vurderes at være mere end holdbare. Beregningen bygger på en række forudsætninger, herunder at pensionsalderen øges mere end levetiden stiger. Uden den forudsatte merstigning forsvinder overholdbarheden
     

  • Skatter antages ofte at have effekter på arbejdsudbuddet. Det samme må formodes at være tilfældet for offentlige udgifter, men på nuværende tidspunkt er viden om effekterne stærkt begrænsede. Der er behov for større indsigt i området, så beslutninger i den økonomiske politik kan træffes på et oplyst og afbalanceret plan
     

  • Udenlandsk arbejdskraft er som hovedregel en økonomisk gevinst for Danmark, men især for ufaglærte kan der på kort sigt være negative beskæftigelseseffekter. En afskaffelse af topskatten for udlændinge i en periode og en nedsættelse af beløbsgrænsen i Beløbsordningen er tiltag, der kan øge tilskyndelsen for højkvalificeret arbejdskraft til at søge arbejde i Danmark.