Vismandsrapport

Dansk Økonomi, efterår 2020

Efterårsrapporten fra Det Økonomiske Råds formandskab indeholder fem kapitler.

Det første kapitel indeholder vurderinger og anbefalinger om den aktuelle økonomiske politik. Kapitlet trækker dels på kapitlerne i denne rapport, dels på tidligere rapporter fra formandskabet.

Kapitel II indeholder en fremskrivning af dansk økonomi og en vurdering af de offentlige finanser frem mod 2025. Kapitlet indeholder herudover en diskussion af den planlagte finanspolitik og de finanspolitiske rammer, som blandt andet er formuleret i budgetloven.

Kapitel III præsenterer en beregning af den finanspolitiske holdbarhed, baseret på en langsigtet fremskrivning af dansk økonomi og og de offentlige finanser. Kapitlet indeholder endvidere en analyse af udviklingen i det offentlige forbrug samt en række følsomhedsanalyser, der illustrerer betydningen af ændringer i reglerne for tilbagetrækning.

Kapitel IV fokuserer på finanspolitikken som stabiliseringspolitisk værktøj. Kapitlet indeholder blandt andet en analyse af, hvordan beskæftigelsen for forskellige grupper påvirkes ved anvendelse af forskellige typer af finanspolitik.

Rapportens sidste kapitel ser nærmere på samspillet mellem epidemiologi og økonomi. Kapitlet tager udgangspunkt i udbruddet af coronavirus i 2020, men mange af betragtningerne er også relevante for fremtidige virusudbrud. I kapitlet diskuteres forskellige overordnede strategier for at håndtere et virusudbrud. Kapitlet indeholder også en diskussion af forskellige instrumenter, der kan tages i anvendelse, herunder nedlukning, smitteopsporing og test.

Læs om de enkelte kapitler ved at klikke i nedenstående boks eller gå direkte til kapitlet i pdf ved at klikke i den lille boks til højre.