Vismandsrapport

Dansk Økonomi, efterår 2021

Efterårsrapporten fra Det Økonomiske Råds formandskab indeholder fem kapitler.

Kapitel I og II indeholder formandskabets vurderinger og anbefalinger om aktuelle økonomiske problemstillinger, herunder spørgsmål relateret til hjælpepakker, finanspolitik og finanspolitiske regler, boligmarkedet, arbejdsmarkedet og regeringens reformudspil, samt infrastruktur, uddannelser og klimapolitik; kapitel II indeholder desuden en fremskrivning af dansk økonomi til 2030 og en vurdering af de offentlige finanser.

Kapitel III præsenterer en beregning af den finanspolitiske holdbarhed, baseret på en langsigtet fremskrivning af dansk økonomi og de offentlige finanser. Kapitlet indeholder endvidere en diskussion af udviklingen i arbejdsmarkedsadfærden for personer over 55 år samt en række alternative forløb, der illustrerer betydningen af ændringer i antagelserne om de ældres arbejdsmarkedsadfærd og reglerne for tilbagetrækning.

Kapitel IV har fokus på helbredets betydning for ældres beskæftigelse. I kapitlet estimeres, hvor meget helbredet påvirker ældres beskæftigelse. Det beregnes også, hvor mange år ældre kunne udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet, hvis beslutningen alene afhang af helbredet.

Kapitel V er en opstart på formandskabets nye opgave at vurdere ministeriernes forudsætninger og konsekvensvurderinger for ændringer i den økonomiske politik, f.eks. regeringsudspil. Kapitlet introducerer den terminologi og de metoder, der anvendes af ministerierne i forbindelse med konsekvensvurderinger, og diskuterer god skik for dokumentation af regneregler og formidling af konkrete konsekvensvurderinger.